0 kommentarer

Til den yderste grænse af Robert Goddard

af d. 3. juni 2016
Info
 
Sideantal

414

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-16162-5

Originaltitel

The Ends of the Earth - oversat af Claus Bech

Udgave

1. udgave

 

Tredje bind af Robert Goddards hyggeligt-spændende, nærmest filmiske trilogi om flyveresset James ‘Max’ Maxted og hans kamp for at opklare mysteriet omkring faren, Sir Henrys, død, finder sted i fjernøsten i 1919.

Sir Henry styrtede i døden fra et tag i Paris, få måneder før begivenhederne i “Til den yderste grænse” ruller over den virtuelle skærm. Med sig ind i evigheden tog den gamle diplomat en velbevaret hemmelighed, som Max er fast besluttet på at afdække; koste, hvad det vil. Det skal vise sig at blive en dyr beslutning.

Sporene fører til et Japan, der stadig befinder sig med det ene ben i shogun’ernes drabelige æra, og det andet ben i ærgerrige stormagtsdrømme om overherredømme i regionen. Max må snart sande, at han er havnet i en krigerisk kultur – og at han tilmed er oppe mod et magtfuldt, hemmeligt selskab, der tager kvælertag på hele den japanske top. I spidsen for selskabet står grev Tomura, hvis slægt gennem århundreder har været kendt for deres bestialske grusomhed.

En anden formidabel fjende er den tyske spionchef, Lemmer, som er en mester i at infiltrere og korrumpere, og som er i ledtog med grev Tomura. Max går ind i kampen uden at ane, hvem der er ven eller fjende.

Mange mennesker, skyldige som uskyldige, må lade livet, før Max begynder at få trevlet den frygtelige hemmelighed op. Heldigvis er Goddards persongalleri så enormt (og enormt kompliceret), at der er rigeligt at tage af. Og slutningen lader ane, at der kan komme en efternøler, selv om tredje bind i en trilogi jo ret beset skulle betyde The End.

“Til den yderste grænse” er nærmest som at opleve Indiana Jones forklædt som Tintin i “Den Blå Lotus”. Det er farverigt og dramatisk medrivende, men også kulørt og komplet usandsynligt. Goddards sceniske genskabelse af det historiske Japan er imponerende, og da underholdningsværdien hele vejen er i top, er trilogien bestemt læseværdig for de fleste. Men start med 1’eren, “En affære i Paris”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter