0 kommentarer

Tigerens kone af Téa Obreht

af d. 31. maj 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

372

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-12162-9

Originaltitel

The Tigers Wife

 

Hovedpersonen Natalias bedstefar er død, og gennem bogen beretter hun om de fortællinger, som han fortalte hende. Gennemgående er der fortællingen om den udødelige mand, som kan forudsige hvornår folk dør, og som bedstefaren møder flere gange gennem livet.

Der er mange andre fortællinger iblandet overtro og myter fra Balkanegnen og især omkring byen Galina, hvis indbyggeres historier bliver fortalt levende og med mange steder imponerende sprogbrug.

Historien om Tigerens Kone bliver en, som bedstefaren ikke fortæller Natalia, men som hun selv må opstøve, og som måske kan forklare, hvorfor bedstefaren gik rundt med Junglebogen i lommen hele sit liv.

Med slægtsfortællinger og historier bundet op omkring lokal overtro og myter synes jeg at bogen har meget stort potentiale, og flere af historierne i den fangede mig faktisk meget.

Bogen som helhed var desværre ret usammenhængende for mig, og jeg ønsker næsten at den var udformet som noveller frem for at skulle have den rammehistorie der hedder, at Natalias bedstefar er død, for denne ramme gør desværre at bogen bliver mudret.
Ud over fortællingerne, reflekterer Natalia bl.a. også over krigens betydning og hendes generations ambivalens. Disse ting er jo en fortælling i sig selv, men de får næsten kun plads først i bogen og bliver aldrig vendt tilbage til til sidst, så historien bliver lidt for meget på bedstefarens præmisser, vil jeg mene.

Men alt i alt er bogen udmærket, og Obreht skal have stor ros for de billeder, hun maler op med sit flotte sprog.
Jeg vil ikke sige at folk ikke skal læse den, og jeg er overbevist om at nogle vil elske den meget højere end jeg gør.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter