0 kommentarer

Thorvaldsens testamente af Søren Markers

af d. 7. oktober 2015
Info
 
Sideantal

390

Udgivet

2015

ISBN

978-87-7159-351-8

Udgave

1. udgave

 

Da Bertel Thorvaldsen døde engang i attenhundredtallet, startede et indædt slagsmål om hans jordiske efterladenskaber. Selv håret havde affektionsværdi og blev klippet af den berømte billedhuggers afsjælede legeme. Thi Thorvaldsen var sin tids danske superstjerne, beundret af konger og paver, et langt større navn end eventyrdigter Andersen.

Slagsmålet fortsætter i vore dage, for Thorvaldsen skrev angiveligt flere testamenter og endog et kodicil – en tilføjelse – til sin sidste vilje. Så hvem ejer egentlig det forvoksede bronzehoved, der ved et tilfælde bliver fundet i en hul væg på Thorvaldsens Museum?

Redaktør Albert Børgesen fra det hæderkronede forlag Vindpust inddrages med- og modvilligt i jagten på en forklaring. Det tiltrækkende i opgaven har gode nødder og hedder Sara; hun har et studenterjob på museet. Børgesens modvilje skyldes, at han er en doven slyngel, der konsekvent dukker nakken, når der er arbejde i farvandet. Han er typen, der aldrig besvarer jobrelaterede opkald, og som noler øl fra kolleger og bøger fra forlaget, der kan bruges som gaver.

Børgesen er madglad på den københavnerfine måde og tørstig som en trykker. Hvad han ikke får konsumeret undervejs, er ikke værd at nævne. Forfatteren går glad og gerne i detaljer med stort og småt, endog toiletbesøg. Stilen er ekstremt sludrevorn og har en tendens til at fjerne fokus fra det mildt sagt spinkle plot, der breder sig over samfulde 390 sider.

Hvad handler bogen så om? Tja. Et mystisk bronzehoved. En gammel dagbog, der bortkommer og senere dukker op igen. Tyveri af en bronzestatue på Assistens Kirkegård, som Børgesen og Sara ved et utroligt tilfælde passerer på præcis samme tidspunkt midt om natten. Bøger, bogmesse og Børgesens modvilje mod samme. Børgesens fornemmelse for smagsnuancer, som vejer tungere end et dristigt overfald på en uskyldig kirkegårdsvagt. En egentlig rød tråd i handlingen er svær at rede ud.

Søren Markers skriver godt og veloplagt. Hans lette anslag, muntre karakterer og gakkede optrin minder en del om en Panduro i topform. Man sidder konstant med et smil på læben og lader siderne vende sig selv i højt tempo. Der er absolut ingen mening med galskaben ud over at underholde, og det er faktisk helt befriende i disse alvorstunge tider.

Men hvor salig Panduro forstod begrænsningens kunst – hans små kammerspil slap i reglen op efter halvandet hundrede sider – hylder Søren Markers tilsyneladende Mae Wests maksime om, at for meget af det gode er skønt. Små 400 sider er lidt vel rigeligt at bruge på en gang bogsnak og bronzeforviklinger.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter