0 kommentarer

Thelma af Lars Kjædegaard

af d. 17. oktober 2006
Info
 
Sideantal

299

Udgivet

2006

ISBN

87-7994-901-0, 978-87-7994-901-0

 

Så er Lars Kjædegaard tilbage med opfølgeren til sidste års succes; den anmelderroste ”Montebello”, som bl.a. blev indstillet til Weekendavisens litteraturpris, og solgt til filmatisering. Det må være svært at komme efter sådan en succes, men det er åbenbart ikke tilfældet for Kjædegaard. Tværtimod, fristes jeg til at sige. Med ”Thelma” er Lars Kjædegaard i topform og måske bedre end nogensinde.

I ”Thelma” er hovedpersonen Poul Helweg og hans samtalested: ’Ærligt Nærvær’ naturligvis igen omdrejningspunktet, hvorfra og omkring handlingen udspilles.
For dem der endnu ikke har læst ”Montebello” vil jeg fortælle, at Ærligt Nærvær er stedet hvor mennesker kan komme ind og få en snak om alt mellem himmel og jord, og ikke mindst et ærligt svar på emner de går og tænker på, uden at det vel at mærke koster en krone.
Poul Helveg er økonomisk uafhængig og ærlig. Han lytter og siger sin mening. Det er gratis, men kan selvfølgelig også have sine konsekvenser, hvilket det uomtvisteligt også får.

I ”Thelma” får Poul også sit at tænke på. Han mister sine familie og kæreste i en trafikulykke, men fortsætter dog sin tilværelse uden de store ændringer, og dog. Havde han ikke mistet sin kæreste ville han måske ikke have engageret sig så kraftigt i den unge dame Thelma, som en dag kommer ind i Ærligt Nærvær. Thelma er datter at møbelfabrikanten Rudsø, og har for kort tid siden mistet sin mor. Faren er nu sammen med moderens søster Britta, hvilket Thelma ikke har den store sympati for. Hun er frustreret da hun er overbevist om, at Britta har slået hendes mor ihjel, og det er faktisk det der bringer hende forbi Ærligt Nærvær. Hvorefter tingene virkelig går løs.

“Thelma” har hele spekteret. Den har regulært genfærds gys, menneskelig grusomhed, humor, kærlighed, sex og alt sammen samlet i en så underholdende og rendyrket form, at man som læser ikke bør begynde på bogen en sen aften, hvor man skal tidligt op næste dag. Medmindre man kan undvære sin nattesøvn.

”Thelma” er en rutschebane, hvor man får den helt store tur. Det er en af de her sjældne romaner hvor du vender side efter side, og selv om den indeholder alle de nævnte ting, så sluttes den alligevel af med, at man som læser sidder og klukker. Men hvorfor skal jeg ikke afsløre her.

Læs selv. Den er fremragende.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter