0 kommentarer

The Stalin Epigram af Robert Littell

af d. 12. marts 2010
Info
 
Sideantal

363

Udgivet

2009

ISBN

978-1-4165-9864-0

Originaltitel

The Stalin Epigram

 

Romanen er Robert Littells forsøg på at riste en rune over den russiske digter Osip Mandelstam, som i 1920erne faldt i unåde for sine “ufolkelige digte”, dvs. kommunisternes måde at stemple de kunstnere, som ikke levede op til de rigide krav om socialistisk kunst.

Det afstedkommer selvsagt en vis bitterhed hos den store digter, som i 1934 skriver et smædedigt om Stalin.

Osip Mandelstam døde i en arbejdslejr i 1938.

Littell har tidligere beskæftiget sig med denne historie som én af mange hændelser i den fremragende episke roman “The Revolutionist”. I denne bog skal smædedigtet og dets konsekvenser for alle, der fik kendskab til det, bære hele handlingen. Måske derfor har forfatteren valgt at lade syv personer berette om det hele set fra deres vinkel.

Man må lade Littell, at han sikkert rammer den enkelte fortællers stil ret præcist, men tit bliver det kedeligt. Specielt afsnittene fortalt af den enfoldige vægtløfter Fikrit Shotman er dødssyge…

Som læser sad jeg med en fornemmelse af, at den fine forfatter Littell kunne have valgt at fortælle om Mandelstams sidste år på mange andre måder; som biografi; som interviews med hans enke Nadezhda eller i en ren fiktionsform med samme historie, men andre navne. Desværre sætter “The Stalin Epigram” sig lidt mellem to stole og stilen virker som en spændetrøje.

Ærgerligt er det. Littell skriver som altid glimrende og bogen er for så vidt en oplevelse alligevel, men det er langt fra hans bedste.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter