0 kommentarer

The life of Groo af Sergio Aragonés

af d. 21. november 2014
Info
 
Sideantal

64

Udgivet

1995

ISBN

0-936211-52-0

 

Enhver legende har sin oprindelse, og selvfølgelig skal ingen snydes for den dybt ubegavede besærker Groo’s fødsel og opvækst. Ingen grundig biografi med selvrespekten i orden kan forbigå slægtshistorien, hvorfor Groo’s historie begynder med faderens liv og levned. En fattig arbejder, ansat under kong Battu, en brutal tankelæsende troldmand samt konge, der til Groo slægtens ulykke får indblik i farmand Groos ikke er videre royale tanker. Battu nedkaster en forbandelse over farmand Groo, og dermed er kimen til bersærkeren Groo lagt, forbandelsen siger nemlig, at det førstfødte drengebarn i slægten vil være ude af stand til at tænke. Og dermed er vor hovedpersons notoriske dumhed forklaret.

Mor Groo er naturligvis gravid, og føder et hamrende uintelligent drengebarn, der i vore dage ville have sprængt skalaen for diverse bogstavsdiagnoser. Moderens kærlighed kender ingen grænser, mens faderen har svært med at magte knægten, hvorfor han bortadopteres. Og bortadopteres. Og bortadopteres…

Selvfølgelig rammer Battus forbandelse i sidste ende ham selv, for Mark Evaniers mageløse manuskripter fornægter heller ikke denne gang den høje standard som altid har været seriens kendemærke og største kvalitet. Der er altid komiske overraskelser, forviklinger som man ingen mulighed har for at forudsige og derfor er kraften i komikken desto større.

Og så er det alligevel langt fra den bedste Groo, dertil er den simpelthen for kort. Aragonés og Evanier får dog alt det ud af Groos forhistorie som kan forlanges og forventes.

Hvis du ikke for nuværende er dybt betaget af Groo, så fedt af sofaen og ned i nærmeste bibliotek (de har den ikke i kioskerne), alternativt må du ty til diverse netshops.

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter