0 kommentarer

The Cuckoo’s Calling af Robert Galbraith

af d. 15. maj 2018
Info
 
Sideantal

550

Udgivet

2014

ISBN

978-0-7515-4925-6

Originaltitel

The Cuckoo's Calling

 

The Cuckoo’s Calling (2013, dansk titel: Gøgens kalden) er første del i en krimiserie skrevet af J. K. Rowling under pseudonymet Robert Galbraith. Romanen er blevet efterfulgt af The Silkworm (2014, dansk: Silkeorm) og Career of Evil (2015, dansk: Ondskabens høst), og seriens fjerde del, Lethal White, er på vej. Bøgerne er desuden adapteret til en tv-serie af BBC One.

I The Cuckoo’s Calling styrter den smukke fotomodel Lula Landry fra sin altan og politiet antager, at der er tale om selvmord. Hendes halvbror mener dog, at selvmord er udelukket og hyrer privatdetektiven Cormoran Strike til at finde hendes morder. Hovedpersonen i romanen er således detektiven Strike; en veteran, der har mistet et ben under krigen, har kærlighedsproblemer og så store økonomiske vanskeligheder, at han må bo på sit kontor. Den temporære sekretær Robin Ellacott, der pludselig dukker op en dag, synes derfor blot at være en ekstra belastning. Men da Strike bliver hyret til at undersøge modellens død, bliver Robin til en vigtig hjælp til mordets opklaring. Både Strike og Robin er runde karakterer, som man som læser holder med og ser frem til at høre mere om i de næste bøger.

Selv en kæmpe Rowling-fan må indrømme, at der ikke er noget utrolig originalt over romanen som sådan. Plottet er simpelt, men til gengæld fungerer det godt og virker realistisk. Mysteriet er en smule standardiseret, og læsere, der er vant til at læse krimier, vil hen ad vejen muligvis kunne gætte sig til, hvem der er morderen. Alligevel er bogen spændende og underholdende hele vejen igennem, alt sammen uden at være uhyggelig indtil mordet opklares til sidst. Efterforskningen består til en stor del af dialog i stedet for decideret handling, da detektiven stiller en lang række spørgsmål til alle mistænkte, og der fortælles meget om tiden, der leder op til mordet. Ligesom i Rowlings første voksenroman, The Casual Vacancy (dansk titel: Den tomme plads) er der derfor også stor fokus på karaktertegningen. Mange har kritiseret Rowlings sprogbrug for at være upassende gammeldags, men jeg kan personligt godt lide hendes brug af mange adjektiver, metaforer og leg med formelle udtryk.

The Cuckoo’s Calling er for alle, der kan lide en klassisk Whodunit eller der måske synes, at krimier i dag er blevet lidt for uhyggelige. Det er en bog, som man ikke kan lægge fra sig, og for mig et bevis for, at Rowling bare kan noget særligt med ord – også når de er rettet mod voksne og ikke er skrevet ind i et fantastisk univers.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter