0 kommentarer

Tarkovskijs heste af Pia Tafdrup

af d. 9. oktober 2008
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

75

Udgivet

2006

ISBN

87-02-05005-6

Originaltitel

Tarkovskijs heste

Udgave

1.udgave

 

Pia Tafdrup cirkulerer blidt omkring sit forhold til sin far, der døde 80 år gammel i juni 2005. Titlen stammer fra det definerende øjeblik i en togrejse en måned efter begravelsen, hvor faderen viser sig for hende. Tafdrup kigger på heste på marken udenfor toget og tænker på afslutningsscenen i Tarkovskijs film ”Den yderste dom”, hvor heste går og græsser blidt. Lige dér, i den pludselige erkendelse af sammenhængen mellem Tarkovskijs livsprojekt og verdens faktuelle blidhed midt i larmen, viser den afdøde fader sig for hende. Men også under overfladen, og i forhold til selve digtene i samlingen, er titlen velvalgt, idet samlingen meget Tarkovskijsk består af en række selvstændige og alligevel forbudne erindringsglimt, hvor Tafdrup med velkendt følsomhed for både sprog og de implicerede (faderen, hende selv og læseren) viser hvordan den snigende demens hos og fysiske nedbrydning i faderen på ingen måde forringer kærligheden eller håbet, men tværtimod ved at nedtones giver plads til at kærligheden kan trives – i smerte, skønhed og stilhed.

”Skal Eurydike hente/ sin døde far – /som Orfeus synge/ om det tabte?” Hedder det bl.a. i samlingens første digt, og det er Tafdrups sang – i skikkelse af Eurydike – der fortæller os om et liv med stadig større begrænsninger, om plejere der har givet køb på forståelsen og accepteret nedbrydningen af alt det synlige som det eneste tilstede i plejehjemmets små celler.

Det er som det burde fremgå en meget bevægende samling. Tafdrups eminente sprogsans får kondenseret følelserne omkring døden sublimt. Nej, jeg kendte ham ikke, faderen, men græd alligevel lidt under læsningen, for det gør rigtigt ondt hen imod slutningen. Adskillelsen imellem livet og døden, ultimativ og uforklarlig, er svær, og ikke bare for os efterladte læsere: ”Min far ånder mørke / spærret inde i sig selv. / – Det gør ondt – / er den sidste sætning, min far / siger til mig / på sit dødsleje. / Efter en hel dag / uden mulig kommunikation / står denne sætning / klar / som et sår kan skinne. ”

Som læser er vi med på Eurydikes sangrejse helt ind i dødsrigets skygger. Undervejs skifter samlingen tempo, det hele bliver mere og mere stille, som allerede forvarslet i samlingens første tre linier: ”En storm kommer, / en stilhed, / hvis ekko afspilles i hjernen.” Men i takt med at samtalen forsvinder og Eurydike adskiller sig fra alle de ydre frustrationer om at miste, om plejehjem, om manglende tid til at være til stede, om kroppens ubønhørlige forfald – så vokser barndomsminderne, voksenerindringerne, kærligheden og verdens inkarnerede blidhed. Det religiøse fundament som Tafdrup tidligere har skrevet så tydeligt på, er her bevidst underspillet, men tankevækkende nok ligger det faktisk mere solidt end nogensinde under overfladen i denne menneskevarme hyldest til livets kerne.

Tak for rejsen, Eurydike!

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter