Nobelprisen
0 kommentarer

Tarantula af Bob Dylan

af d. 8. juni 2018
Info
 
Sideantal

144

Udgivet

2018

ISBN

978-87-02-23659-0

Originaltitel

Tarantula - Oversat af Jean Philip Thierry

Udgave

Ny revideret udgave, 1. oplag

 

Bob Dylan har spillet en stor rolle i mit liv, siden jeg som 10 årig fik et bånd med ’Slow Train Coming’. Det var da Dylan som genfødt kristen kun indspillede og liveoptrådte med religiøse sange i 1979 og et par år frem. Selv forstod jeg ikke meget af teksterne dengang, men Mark Knopflers knivskarpe guitar og musikken som helhed var fantastisk. Mange år senere sprang mit hjerte et slag over, da jeg sad i en varm bil og ventede på færgen til Hvalpsund og radioavisen proklamerede, at Bob Dylan havde fået Nobels Litteraturpris. Det delte vandene, hvordan kunne en rockmusiker få den? Her bør man huske, at Dylan er en stor digter, der blot har sat musik til. Grunden lød da bl.a. også: “For having created new poetic expressions within the great American song tradition”.

”Tarantula” blev udgivet i 1971, og jeg læste den for mange år siden, og var spændt på at genlæse den i Gyldendals ny revideret udgave, dog stadig med Jean Phillip Thierrys kraftpræstation af en oversættelse. Bogen blev skrevet i årene 1965-66, nogle år hvor Dylan var særdeles produktiv med turneer og tre pladeudgivelser, Bringing It All Back Home, Higway 61 Revisited og Blonde On Blonde, med sange som Mr. Tambourine Man, Like A Rolling Stone og Just Like A Woman. Perioden sluttede med et uheld på motorcykel, der muligvis reddede hans liv.

Ligesom mange af Dylans sangtekster fra denne periode, så er teksterne i ”Tarantula” temmelig utilgængelige om ikke umulige at gennemskue. Som professor Anne-Marie Mai skriver i sit fine forord: ”Tarantula er en svær og næsten uigennemtrængelig bog, ja, den er ligefrem blevet opfattet som Dylans opfindelse af et totalt privat sprog, som kun han selv er i stand til at forstå.”

Et eksempel fra ‘Om at Bryde Lydmuren’:

”neon dobroguitarens F-hul twang & klimaks i skuffende lyrics fra upstreet fredløs madras mens de overgramser besøgende trofæer & understøtter vagabond med posen på hovedet i seng med nærmeste slægtning til den nøgne skygge – en sladrende hjerte & ulv af sølvregn der uundgåeligt truer en livmoder med åbningen af rusten pøl,…”

…og sådan bliver det ved. Godt nok fik jeg en studenterhue på for mange år siden, men denne form for prosa overstiger dog mine evner. Noget af det virker rablende vanvittigt og komplet uforståeligt, og jeg må da også konkludere, at værket er mere specielt end godt. Bagerst i bogen bliver der nævnt ni bøger, der kan være med til at forstå Tarantula, som f.eks. Peter Glas: The Art of Reading Tarantula. En anden er Robert Sheltons biografi: No Direction Home, som jeg har stående. At læse hans tre siders analyse hjalp heller ikke.

Det skal dog nævnes, at efter hver tekst optræder der et digt eller et brev, som er noget mere forståeligt, som f.eks.:

”til mine studerende

jeg tager det for givet at I alle har læst

& forstår freud – dostojevskij – skt.

michael – kong fuzi – coco joe- einstein –

melville -progy snaker – john zulu – kafka –

sartre – småfolk – & tolstoj – godt så –

mit arbejde er – er blot at fortsætte hvor

de slap – ikke andet – det er sagen

i en nøddeskal – nu giver jeg jer

min bog – jeg forventer at I kaster jer over den –

eksamen er om to uger – alle

skal medbringe deres eget viskelæder.

Jeres professor

herold the professor”

Disse indslag er temmelig sjove og gør bogen mere interessant.

Bogen virker ligeså mystisk og særegen som hans næsten 5 timer lange film, Renaldo & Clara (1978). I 2001 udtalte han: ”Things were happening wildly in that period. I never had any intention of writing a book. I had a manager who was asked: he writes all those songs, what else does he write? Maybe he writes books. And he must have replied: obviously, sure he writes books, in fact we’re just about to publish one. I think it was on that occassion that he made the deal and then I had to write the book. He often did things like that. Once he set me up as an actor in a show and I knew nothing about it till the day it happened. I thought I was going to sing. These things happened in the old days… last century -”

Bob Dylan er en ener, mange af hans sange er geniale og jeg er fan for evigt, men ”Tarantula” bliver jeg aldrig fan af. Læs hellere ’Bob Dylan: The Lyrics 1961-2012’ (2016), eller Krøniker Bind 1 (2004).

Lad mig slutte med en udtalelse fra Dylans gamle ven, Billy Cross, fra et radiopodcast, hvor jeg tror, han rammer lige i plet: ”Han er ikke som vi er…Han er bare ikke bygget som vi er…han er anderledes”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter