0 kommentarer

Tangled – Den du hader at elske af Emma Chase

af d. 1. december 2018
Info
 
Sideantal

341

Udgivet

2016

ISBN

978-87-406-0931-8

Originaltitel

Tangled - oversat af Dorthe Klyvø

Udgave

1.

 

Han er succesfuld. Han er lækker. Han er rig. Han har loyale venner. Han har en familie, der elsker ham. Han har kvinder, der står i kø for at være sammen med ham. Han kan få alt, hvad han peger på. *Rettelse: Han plejer at få alt, hvad han peger på. Hvad skete der, spørger du? Han mødte den smukke Kate Brooks med dådyrøjnene – en kollega, en rival, en partner, en konkurrent… En kvinde. 

Tangled starter med Drew Evans, som er ulykkelig og har buret sig inde i sin lejlighed. Her fra fortælles størstedelen af historien som en flashback-episode. I slutningen kommer man tilbage til virkeligheden, hvor Drew indser, at han ikke har tid til at være ulykkelig, men han må skride til handling for at opnå den lykkelige slutning, som han egentlig ønsker. 

Sproget er glidende, og Emma Chase har brugt nogle anekdoter i bogen, som kan trække lidt på smilebåndet, men vigtigst synes jeg, at det er anderledes, at en kvindelig forfatter har skrevet en bog udelukkende ud fra sin mandlige hovedpersons synsvinkel. Der bliver til og med givet råd og fif fra scorekarlen til de kvindelige læsere mht. forhold og fyre, så man som læser føler, at romanen nærmest er en envejs-kommunikation med Drew. 

Historien og hovedpersonernes karaktertræk er forudsigelige og lidt FOR velkendte indenfor denne genre, og det er begyndt at kede mig. Jeg har efterhånden læst en del erotiske romaner, og det er desværre alt for ofte den samme historie; en succesfuld mand, der har alt og bevidst undgår et forhold, indtil… BAAM han møder den smukke (og gerne forsigtige og uskyldige) nye pige, der viser sig at være den eneste, der kan tæmme bæstet i manden. I nogle bøger bliver denne forudsete handling præget af en uventet handling, som kan krydre historien og løfte handlingsniveauet, men det er der dog intet af i denne bog – desværre! Den er alt for forudsigelig, og jeg ville derfor ønske, jeg havde brugt min tid på en anden bog.

Den får 2 stjerner, fordi kompositionen og synsvinklen – den er skrevet ud fra – er det eneste, som fik mig til at læse bogen færdig.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter