0 kommentarer

Tamburlaine skal dø af Louise Welsh

af d. 10. august 2008
Info
 
Sideantal

147

Udgivet

2006

ISBN

87-21-02556-8

Originaltitel

Tamburlaine must die

Udgave

1.udgave

 

Christopher (Kit) Marlowes død er omgærdet med megen mystik og har i flere århundreder beskæftiget forskere samt elskere af konspirationsteorier. Blev han det tilfældige offer i et simpelt slagsmål, eller var det en målrettet sammensværgelse mod ham der resulterede i knivstikkeriet i Deptford? En søgning i Google giver 642.000 hits, dertil kommer de mange alternative stavemåder.

‘Tamburlaine skal dø’ handler om Marlowes sidste dage, fra han den 19. maj 1593 kaldes til London fra sin mæcens landsted og anklages for forræderi til han 11 dage senere skal møde en mand i Deptford. Louise Welsh har skrevet det der kunne være Marlowes egne optegnelser, dateret 29.- 30. maj 1593, og de giver et strålende og deprimerende billede af en yndlings ‘fall from grace’.

Kit Marlowe var en gudernes yndling, elsket af Elizabeth I’s hof, han skrev blændende og vittige skuespil, var alle mænds drikkebror og smukke kvinders (og mænds) elsker. Hans økonomi stod ikke mål med hans ekstravagante vaner, og han var måske derfor en af de mange spioner der hjalp styret dengang.

Nu anklages han for at være Tamburlaine, en af hans skuespilfigurer, en frihedselskende skælm, hvis navn er begyndt at dukke op på løbesedler med forræderisk indhold. Han beslutter sig for at finde ud af hvem der har gjort dette mod ham og opsøger gamle venner, blot for at opdage at venskab og loyalitet er flygtige begreber når man ikke længere er gudernes yndling.

På hans vej mod den efterhånden uundgåelige skæbne ledsager vi ham til fængsler, værtshuse og bordeller, og vi får et farverigt billede af det elizabethanske London som det så ud på Shakespeares tid. I modsætning til konspirationsteoretikerne kommer Louise Welsh ikke med et bud på hvad der skete, blot at knivstikkeriet var skæbnebestemt, og vi får sympati for denne unge mand der famler rundt i sin søgen efter sandheden. Men hvad er sandheden?

Fængslende og velskrevet roman om en af litteraturhistoriens største gåder, som aldrig vil blive opklaret.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter