0 kommentarer

Talkumekspressen af Simon Grotrian

af d. 6. oktober 2008
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

78

Udgivet

2006

ISBN

87-21-02836-2, 978-87-21-02836-7

 

Allerede på første side skreg jeg af grin. Grotian åbner samlingen med figurdigte, som han også i tidligere samlinger har vist evner for. Vel at mærke ikke ord sat op i former, men et enkelt velvalgt bogstav sat op i en form og så kontrasteret med en spidsfindig titel. Første side er – midt i al danskhedsdebatten om de fremmede og os – et stort dannebrogsflag lavet af Aér og Bér. Figurdigtene forsætter (der er 24 stk. ialt) igennem hele første del. Godt sete er ”Sneglenes Himmelfart” (en serie d´er sat op i en himmelstræbende pil), ”Kirkegården Uden Mig” (et stort ensartet felt af + ´er) og ”Saturn” (et enkelt ø), for nu at nævne nogle.

I anden del får vi lidt af en blanding, en lang serie meget korte epigrammiske digte, skønne koncentrater som f.eks. ”Tapeterne fortsætter / ud over havet”, ”Toget er en lynlås / gennem intetheden”, og det emminent sete ”Sne / ens”. Som altid med Grotian er der også de lukkede, meget personlige digte, hvor vi mangler en nøgle til at forstå hvad han vil, fx ”Løvetænder spreder diademet / du har pil” og den slags. Heldigvis leger Grotian så meget med sproget, at vi husker de markante udvidelser af sproget som disse digte også rummer, hørgrave, pansermusling, kiosktunge bier, pinsedagsbrændingen, øjeblikke som Gærdesmuttens w, og ingefærstrand. Disse sprogblomster gør indsatsen med at læse disse flimrende billeder mere end værd.

Her er vi altså i selskab med en digter, der arbejder med sproget og som naturligt nok også forholder sig til andre sprogdigtere. Således hylder/kommenterer Grotian også de fire store danske forfattere Ole Wivel, Tove Ditlevsen, Amalie Skram og Herman Bang i fire lange digte. Helt grotiansk med en vild kombination af biografi-detaljer, pludselige billeder, sort snak, traditionstunge henvisninger og stor lyrisk følsomhed. Det er digte, som man har lyst til at læse igen og igen, knuse det diffuse lag der skærmer dem, komme ind til Grotians kerne.

I tredie del vender Grotian tilbage til salmesamlingen fra sidste år, og skriver videre på sin tro. I centrale digte som ”De Vise Mænd” og ”Påskelam”, samt det skønne titeldigt ”Talkumekspressen”, viser Grotian sin sproglige force: At formulere det glædelige budskab ind i den moderne verden, på vores filmiske og oplevelsestrængende betingelser, og med ordsammensætninger der fryder den danske sprogsjæl. Jeg ved ikke hvormeget Kirken betaler denne digter, men det burde være meget! Og det bliver bedre endnu:

I sidste del slipper Grotian helt det jordnære digtsamlingsprojekt af menneskelige indtryk og udtryk, og flyder i stedet ned/op igennem verden, ser hvad der egentlig er på færde med os (religiøst forstået), får klarsyn. Her er Grotian fuldt tilstede. Åbent til skue i et fænomenalt digt om et jeg og et vi, om Vorherre og færgemanden og om kæmpeslangen, der ikke kan nå os længere ”vi er blevet engle allerede”.

5 stjerner ud af 5 mulige.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter