Pulitzer Prize
0 kommentarer

Tæskeholdet banker på af Jennifer Egan

af d. 13. maj 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

293

Udgivet

2012

ISBN

978-87-7955-910-3

Originaltitel

A visit from the goon squad

 

 

Med sprogligt overskud og klogskab får Egan os med ind i årtierne før og efter 11. september ved at flette forskellige personers historier sammen til en sammenhængende fortælling om tidens gang; om hvordan “tiden banker på” som et tæskehold. Om ungdommens drømme og forventninger, om midtvejskriser og skilsmisser, om blegnet berømmelse og om minder og kærlighed gennem det hele.

Hvert kapitel har deres fokuspersoner i historien, således at mange af dem, der var hovedpersonerne i et af kapitlerne, bliver bipersoner i andre. Det bidrager til bogens kompleksitet, og man skal acceptere denne bevægen sig ind og ud af folks liv som præmis, før man kan nyde bogen helt. Det virkede enkelte gange frustrerende for mig, da en klassisk roman jo ikke er stykket sammen på en sådan måde.

Jeg er imponeret over Egans elegante måde at skildre det senmoderne samfund på. Hvordan identiteter skifter, prestigen flytter til og fra folk, ligesom folk også forsvinder ind og ud af hinandens liv. Meningsfuldt tager hun fænomener som Facebook og Google ind i sin bog og bruger dem til at give underspillede kommentarer til deres nytte og unytte, fx når hun lader personer, som har været på safari sammen, mødes efter at have opstøvet hinanden på Facebook, blot for at finde ud af hvor meningsløst det er at mødes med nogle fordi man har været på safari med dem 35 år tidligere. En anden mystisk og unik feature i bogen er et kapitel som består af dagbogsnotater lavet som Power Point-shows af en ung pige, og Egan skriver sig på den måde overbevisende ind i nutiden.

Egan imponerer også i den psykologiske indsigt, hun har i sine personer. Ikke på Dostojevskij-agtig vis, hvor de dybeste og mørkeste følelser kommer frem, men mere på en måde så hun med varme får forklaret menneskers irrationelle måde at handle og leve på.

Hun beskriver fx hvordan den kleptomane Sascha ser en pung som tyk, blød og overmoden som en fersken, der byder sig til, og som hun plukker.
Et andet eksempel er den unge Rhea, som er så træt af sine fregner, at hun tager hundehalsbånd på og farver sit hår grønt, “for hvordan kan nogen kalde mig “pigen med fregnerne”, når mit hår er grønt?”.
Også Mindys (en ph.d.studerende i antropologi) måde at forstå alle sociale fænomener omkring sig som strukturelle årsager, fik mig til at klukke. Især bruger hun dem til at beskrive sin egen situation som en yngre elskerinde/kæreste til en fraskilt mand med to børn: “Strukturel antipati: Den dobbelt fraskilte mands pubertære datter vil være ude af stand til at tolerere tilstedeværelsen af hans nye kæreste og vil gøre alt i sin begrænsede magt for at distrahere ham fra omtalte kærestes tilstedeværelse, med sin egen spirende seksualitet som det primære våben.”

Generelt en yderst velskreven, gennemarbejdet, varm og sjov bog. Jeg frydede mig adskillige gange over det billedrige sprog i Egans fortællinger, både med sine beskrivelser af observationer og følelser.

Man skal for at nyde bogen helt som sagt kunne abstrahere fra sin længsel efter at følge personerne mere, end man gør, og som jo kendetegner den almindelige roman. Jeg knyttede mig naturligt mest til personerne i de første kapitler, hvorfor jeg også nød starten af bogen mest.

Det er ikke den bedste bog, jeg har læst, men den fortjener sin Pulitzerpris og at blive læst af mange. Derfor flotter jeg mig og giver den 5 stjerner.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter