0 kommentarer

Syv satans lange dage af Jonathan Tropper

af d. 5. august 2014
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

339

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7146-032-2

Originaltitel

This is Where I Leave You

 

Hvis Jerry Seinfeld engang skulle medvirke i en spillefilm, han ikke selv havde skrevet, ville “Syv satans lange dage” være det oplagte manus. Amerikansk-jødisk humor, når den er allermest veloplagt. Kors, hvor er det en skæg bog.

Mort Foxmann var ikke det fjerneste religiøs, men alligevel bestemte han på sit dødsleje, at familien skal sidde shiva i syv dage. Hans kone, fire børn, svigerbørn og børnebørn er tvunget til at opholde sig i samme hus i en stiv uge for at modtage kondolerende familie og venner, der kommer belæsset med alskens madvarer og glubende sensationslyst. Det bliver et mareridt, hvor alle skændes med alle, nogen kommer op at slås, nogen boller ved siden af, alt imens skeletterne rasler ud af skabe og skuffer.

Hovedpersonen er mundrappe Judd, den næstældste søn. Kort inden faderens død overrasker han sin kone i seng med sin chef: “Mit ægteskab sluttede, som den slags kan gøre: med lægeassistance og cheesecake.” Judd tropper op til familiesørgeseancen dybt frustreret, smækliderlig og med en trang til at nedgøre selv det mindste pip fra medfølende slægninge.

Bogen er en perlerække af overdådigt morsomme scener. Som da Judd smækker en kage med lys i op i røven på sin energisk kopulerende chef – og der går ild i noget, der absolut ikke bør antændes. Eller da gamle onkel Art er ved at forgifte alle de sørgende med sin lumsk snigende flatulens. Eller da naboen Applebaum umuligt kan flytte øjnene fra enkens opsigtsvækkende kavalergang, mens han gramser hende op og ned af armene.

Er du til jødisk humor med en snert af slapstick, er der ingen vej uden om “Syv satans lange dage”. Gid Jonathan Tropper har flere finurligheder i pipeline.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter