0 kommentarer

Syndfloden af Carl S. Torgius

af d. 31. januar 2011
Info
 
Sideantal

202

Udgivet

2010

ISBN

978-87-90592-41-7

 

En komet rammer jorden og slår stort set alle mennesker ihjel i denne science fiction roman fra 1913.

Historier om jordens undergang er et evigt populært emne i både film og bøger. Gennem de seneste år er der lavet et hav af film, hvor jorden rammes af en meteor eller hvor andre naturkatastrofer er tæt på at udslette jorden (“Deep Impact” 1998, “Armageddon” 1998, “The Core” 2003, “The Day after Tomorrow” 2004,”Sunshine” 2007, “2012” 2009 osv.).

“Syndfloden” af Carl S. Torgius er skrevet i 1913 og er en dansk science fiction roman om en lignende katastrofe. I 1917 opdager jordens videnskabsmænd nemlig, at en komet med stor sandsynlighed vil ramme jorden. Hvad der herefter vil ske, er der uenighed om, men astronomen Jamesson vil gøre sit for at redde sin familie, og det lykkes ham at overtale sin stenrige svigerfar, mr. Harrison, til at lade en ubåd bygge, som måske kan redde dem.

Men mens byggeriet står på, falder civilisationen fra hinanden. Sensationspressen har pisket en stemning op, og pøblen tager magten. Alligevel lykkes det at få ubåden søsat og med en international besætning, der har underlagt sig mr. Harrisons ordre, overlever de også de første voldsomme prøvelser. Men kan de overleve det efterfølgende ragnarok?

Naturligvis kan det mærkes, at romanen er næsten 100 år gammel, især på personbeskrivelserne. Der er også mange diskussioner om, hvorvidt Gud straffer mennesket med kometen, eller om hovedpersonerne er særligt udvalgte af Gud, men jeg synes ikke, at bogen som sådan føles gammeldags at læse. Bl.a. har den nogle ret dramatiske passager, når Torgius beskriver følgerne af kometen, som fuldt ud lever op til nutidens krav.

Så vær ikke bange for at gribe fat i Carl S. Torgius fortælling om jordens undergang, som også i dag er aktuel, selvom videnskaben er kommet langt siden 1913. Historien er stadigvæk både interessant og gribende, selvom kvinderne i romanen hovedsageligt kan bruges til at synge og spille klaver.

“Syndfloden” er en del af Science Fiction Cirklens serie med ældre science fiction udgivelser, der er blevet glemt i nutiden, men som stadig fortjener at blive læst. Blandt de andre bøger i serien kan nævnes “Professor Challengers bedrifter”, “Himmelskibet”, “Odyssé på Mars” og “Nordpolens Hemmelighed”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter