0 kommentarer

Sydslesvigkvinde af Karin Johannsen-Bojsen

af d. 18. april 2011
Info
 
Sideantal

496

Udgivet

2008

ISBN

978-87-7851-278-9

 

Den sydslesvigske forfatter Karin Johannsen-Bojsen bemærker det selv et sted i sin bog: Hvordan kan det være, at færingerne har så mangfoldig en litteratur i et omfang, som Sydslesvig ikke kan måle sig med? De to områder er i antallet at sjæle nogenlunde lige store
Svarene giver hun ikke selv. Men ét er sikkert: Al skabende kunst – måske især i Sydslesvig – er mere end nogensinde nødt til at forlade hjemmebanen. Det nytter ikke at blive klappet på ryggen af en onkel eller en tante eller – som det engang skete for Karin Johannsen-Bojsen, tro det eller ej – få sin bog anmeldt af en kronikør, der samtidig i bogen skildres som en del af den private omgangskreds.
Sydslesvigske billedkunstnere gør sig selv en stor tjeneste ved at søge ind på censurerede udstillinger. Musikere bør ditto høste anerkendelsen uden for andedammen. Og skal et sydslesvigsk forfatterskab have en vis holdbarhed og rækkevidde, så rækker pæne ord fra Sydslesvig og Sydslesvig-venner i kongeriget naturligvis heller ikke.
Karin Johannsens tykke biografi: “Sydslesvigkvinde” er titlen på opfølgeren på “Sydslesvigpige. Bogen ligger flere klasser over den første del af flensborgerens erindringer. De første små 100 sider om studietiden i Hamborg er ganske vist fyldt med meget ligegyldig sniksnak, men så begynder sagerne at tage fart. Desuden er vægtningen af det private kontra det offentligt interessante lykkedes bedre i dette bind.
Karin Johannsen-Bojsen kan blive lidt patetisk i sin måde at skrive på, og nogle gange svinger hun sig op til selvkarakteristika, som det ville have været mere klædeligt at lade andre have givet hende. Et sted fremhæver hun sig selv for at have “en udpræget realitetssans”. Ja, hvem ved sine fulde fem ville hævde om sig selv, at man havde det modsatte?
Men “Sydslesvigkvinde” byder også på kritisk distance og selverkendelse – blandt andet i sit lærerforhold til eleverne og hendes iagttagelse af 68-oprøret, der i Tyskland blev langt mere ekstremt end i Danmark. “Var det dem, der sloges for vores alles frihed og demokrati, mens jeg selv sad begravet i stile?”, spørger Karin Johannsen-Bojsen sig selv i bogen. Hun har større forståelse for ungdomsoprøret i Tyskland, hvor autoriteterne og konservatismen i langt større grad gennemsyrede samfundet.
Hvor andre måske ville være blevet ramt af blufærdighed, fortsætter hun med at delagtiggøre læseren i ofte meget private hændelser, deriblandt kærlighedsaffærer.
Og det leder os tilbage til begyndelsen: For erindringerne er så detaljerede, at de nok kan have stor interesse for sydslesvigere og Sydslesvig-venner i Danmark. Men de når næppe ud til en bredere kreds. Dertil er Sydslesvig trods alt et for lille samfund.
Desværre er forside-layoutet gammeldags, og det vil næppe virke fremmende på bogens salg.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter