0 kommentarer

Svinestierne af Susanna Alakoski

af d. 2. marts 2012
Info
 
Sideantal

258

Udgivet

2007

ISBN

978-87-02-05940-3

Originaltitel

Svinlängorna

 

En smertelig og troværdig fortælling om en finsk familie, der vokser op i 70-eres boligslum i Ystad – i “Svinestierne”.

Leena bor her med sin familie. De har lys, vand og badekar, men penge og menneskeligt overskud er der ikke meget af. Leenas far arbejder på et beskyttet værksted og moderen går hjemme. Indretningen består af møbler og husgeråd, som faderen finder rundtomkring; ting “der jo ikke fejler noget”.

Historien fortælles af Leena fra hun er 5-13. Som Leena vokser til ændres stemningen i barndomshjemmet i takt med, at alkoholen tager livtag med sammenholdet og livsglæden i familien.

Bogen, som er Susanna Alakoskis debutroman, er ikke selvbiografisk roman, men bygger på forfatterens egen barndom og den bruges i Sverige på Den Sociale Højskole og Politiskolen.

På en meget fin måde afdækker den, uden at være fordømmende, hvordan en deroute kan se ud. Hvorfor kommer det så vidt, og hvorfor er der ingen der griber ind? Skolen fornemmer, at Leena og hendes søskende ikke trives – men da de sociale myndigheder kommer på anmeldt visit – er hjemmet fint og rent og forældrene afviser, at der er problemer.

Efter et besøg hos Bo-Peter, klassens rige dreng fortæller Leena: “Nu gik det op for mig, at der var to vidt forskellige veje til 5C på Maria Munthe-skolen. Mor sagde, at jeg havde opdaget, hvad det vil sige at være misundelig.
Og afstanden voksede foran øjnene på mig. Jeg spurgte mor, hvad det var jeg så, og hun fortalte mig, at vejen til et sommerhus og lyden af en brændeovn var længere end jeg nogensinde kunne tro; hun sagde, at der var længere til en bil, end jeg kunne tro. Hun lod mig forstå, hvor langt der var til de solfyldte feriesteder, som en del af mine klassekammerater snakkede om. Hun sagde, at afstanden til eget hus var lige så lang som til det ydre rum. Og så fortalte hun, at hos os i Fridhem havde de fleste en signalgul kreditmappe stående i ICA. Undskyld sagde hun bagefter, du er i virkeligheden for lille til at høre det her og til at forstå det, men når du nu selv har set det, kan jeg jo heller ikke lyve.”

Det kan lyde som en skrækkelig historie, som man ikke lige har lyst at blive konfronteret med “midt i aftenkaffen”, og det er også lidt underligt at føle sig godt underholdt af noget, der er så grimt.

Allerværst er det vel, at sådanne ting sker lige rundt omkring os. Måtte denne bog åbne vores øjne og give alle børn OG voksne den hånd, de har brug for – og ikke den hånd, vi måske tror de har brug for.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter