0 kommentarer

Sultens refræn af Jean-Marie Gustave Le Clézio

af d. 28. juni 2012
Info
 
Sideantal

202

Udgivet

2012

ISBN

978-87-7973-482-1

Originaltitel

Ritournelle de la faim

 

“Sultens refræn” baserer sig ifølge bogens bagsidetekst på Le Clézio’s egen familiehistorie. Hans mor, i bogen kaldt Ethel, blev født 1921 som enebarn i en velhavende pariserfamilie med rødder i den forhenværende fransk-britiske koloni Mauritius. Forældrene holdt jævnligt ‘søndagssaloner’, frokoster hvor en broget skare af mennesker indfandt sig, nogen for at udveksle minder om livet i kolonierne, nogen for at overtale Ethels far til at investere i håbløse projekter, nogen blot for at snylte på familiens gæstfrihed. Tilmed faderens elskerinde Maude var skamløs nok til at dukke op. Som årene gik ændredes tonen og stemningen ved disse sammenkomster og mange gæster demonstrerede til Ethels ærgrelse i stigende grad klare sympatier for nazisternes ideer.

En gammel kær onkel, monsieur Soliman, efterlod den trettenårige Ethel en formue ved sin død. Hendes far, som desværre var en drømmer fuld af håbløse ideer, sørgede imidlertid hurtigt for at få fingre i arven og lige så hurtigt bortødsle den på ubrugelige opfindelser og dødfødte projekter i Afrika. Det værste for Ethel var dog, at faderen ødelagde Solimans gamle eksotiske have, som hun havde elsket at komme i sammen med onklen og senere sin gode veninde med det fortryllende navn, Xenia Chavirov, datter af en russisk komtesse, flygtninge fra den russiske revolution.

Da krigen brød ud var familiens formue forsvundet, så der var ikke mange ejendele at bekymre sig om, da de valgte at flygte til Nice. Her levede familien så en kummerlig tilværelse i en lille kold taglejlighed indtil det rygtedes, at tyskerne nu også gik efter borgere med en fortid i de britiske kolonier. Hvorpå de flygtede videre op i bjergene og fandt husly hos venlige bekendte…

“Sultens refræn” er fyldt med brudstykker af samtaler (måske skal det forestille at være, hvad barnet Ethel opfanger) og spækket med opremsninger, navne på personer, gader, bygninger og steder, som det er uendeligt ligegyldigt at få kendskab til – med mindre man har en tilknytning til Paris eller familien Le Clézio. Historien bliver desværre aldrig rigtig vedkommende. Den er overfladisk i sin behandling af tidsånden og ikke mindst det skifte, som kom til udtryk i fordomme, antisemitisme osv. Bogens styrke er beskrivelsen af barnet Ethel og hendes trygge lilleverden, som efterhånden afløses af bekymringer.

Slutningen på historien afslører at Ethels mor til trods for familiens nedtur har gemt så mange værdier, at hun sidenhen kan leve en tryg pensionisttilværelse. Så er det lige, at al den snak om sult og elendighed kommer til at klinge lidt hult i mine ører..

Le Clézio sætter til sidst en smule fokus på deportationen af Paris’ mange tusind jøder, som via en opsamling på et cykelstadion blev sendt videre til Auschwitz. Denne kortfattede afslutning virker imidlertid temmelig påklistret, nærmest som et notabene, noget Le Clézio lige synes skulle medtages, måske fordi en tante, som læserne iøvrigt ikke har hørt om, var blandt de deporterede.

“Sultens refræn” er da en udmærket, lille historie om en mørk tid, skrevet af den mand, som modtog Nobelprisen samme år, som bogen udkom. Han ville dog næppe ha’ fået prisen på baggrund af denne bog…

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter