0 kommentarer

Stum sidder guden af Anna Jansson

af d. 30. november 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

218

Udgivet

2002

ISBN

87-557-2422-1

Originaltitel

Stum sitter guden

 

I flere omgange har DR1 vist filmene om kriminalinspektør Maria Wern fra politiet på Gotland. Når man har set den ekstremt kønne og alsidige skuespillerinde Eva Röse i rollen, vil det uvilkårligt være hende, der dukker op på nethinden under læsningen af bøgerne.

Eva Röse er således for Anna Janssons bøger om Maria Wern hvad Rolf Lassgård er for Henning Mankells bøger om Kurt Wallander fra Ystad: En skuespilpræstation så solid og uforglemmelig at nydelsen ved at læse bøgerne bliver endnu større.

På den baggrund er det altid spændende at se, om de litterære kvaliteter kan stå mål med filmatiseringerne.

Det kan Mankells bøger så absolut, men Anna Jansson følger fornemt trop i denne første Wern-bog fra år 2000.

Plottet om en ofring, der er som taget ud af den nordiske mytologi, giver et godt fokus med historisk tvist og en slet skjult kritik af den måde moderne velfærdssamfund kan lade originalerne og de syge i sindet sejle deres egen sø med ulykkelige følger.

Samtidig giver velkendte hverdagsagtige problemer i Marias samliv med Krister og en svigermors kritik som et spøgelse i kulisserne en god kontrast til forbrydelserne.

Anna Jansson økonomiserer fint med virkemidlerne og trækker ikke sin handling længere ud, end spændingen kan holde til. Mange forfattere kunne lære af Janssons evne til at åbne stærkt, lade historien udfolde sig og få lukket handlingen igen på godt et par hundrede sider.

Fire store stjerner får hun. Og en ny læser, som haster ned efter den næste krimi i serien om Maria Wern.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter