0 kommentarer

Straf af Håkan Nesser & Paula Polanski

af d. 7. juni 2015
Info
 
Sideantal

240

Udgivet

2015

ISBN

978-87-7146-279-1

Originaltitel

Straff

Udgave

1. udgave

 

Det er ingen hemmelighed, at Nesser er en af mine absolutte yndlingsforfattere – og med “Straf” har han endnu engang begejstret, overrasket og udfordret sin læser. Han skriver let og ukompliceret, men får alligevel nogle filosofiske tanker om livet og døden listet ind i bogen.

“Den femte september får forfatteren Max Schmeling et brev i et brev fra sit forlag.”
Stilen er lagt lige fra første side – som altid er sproget finurligt og fyldt med små, spøjse betragtninger:
“Håndskrevet. Det er heller ikke udsædvanligt. Mennesker, som er født i den første halvdel af nittenhundredetallet, kan ofte huske fra skoletiden at skrive i hånden.”

Brevet er fra hans gamle skolekammerat, Tibor Schittkowski, som er døende, og nu beder sin gamle ven om at gøre sig en tjeneste. De to har ikke set hinanden i over 40 år, og Max’ første tanke er: “Absurd” – men da hans kalender er gabende tom, og hans nye bog er ved at falde fra hinanden – “Ordene kommer ikke gratis til én, navnlig ikke når man har passeret de tres, når man har udgivet en bog om året i umindelige tider og når man ikke bryder sig om at gentage sig selv” – beslutter han at køre til barndomsbyen Gimsen for at mødes med “Skidtbunken”, som lider af ALS, og er bundet til en kørestol.
Da det på grund af sygdommen er anstrengende for Tibor at tale, har han nedskrevet “En redegørelse for mit liv”, ca. 50 sider, som han beder Max tage med og læse i fred og ro, før han beslutter om han vil hjælpe. Redegørelsen er en historie i historien – den omfatter bl.a. en kvinde ved navn Kristiana, som var den første kvinde Max var sammen med, og som senere blev Tibors elskerinde.
Mere skal jeg ikke røbe af handlingen – for ikke at ødelægge glæden og fornøjelsen ved bogen.

Også i denne bog skifter handlingen mellem nutiden og begivenheder, der ligger 40 år tilbage i tiden, og igen leger Nesser med navnene i bogen. Schittkowski har naturligvis som barn haft øgenavnet Skidtbunken. Kristianes voldelige mand hedder Carlos Fuentes – som er navnet på en mexicansk forfatter. (Fuentes har bl.a. skrevet “Artemio Cruz’ død” – om en finansmand, som på sit dødsleje gør op med sit liv!) Medforfatteren – Paula Polanski – som forlaget hævder, er pseudonym for en tysk forfatter – er en af bogens hovedpersoner, og således flyder fiktion og virkelighed igen sammen. Sammenhængen går først op for en i slutningen af bogen.

Begrebet fiktion får en ekstra dimension i denne bog – ligesom det skete i “Himlen over London”. Nesser ynder at udfordre og lege med sin læser og ligesom i andre af hans bøger – f.eks. i “Kim Novak badede aldrig ved Genesaret”, hvor man selv må regne ud hvem morderen er – er der i denne indlagt en lille gåde, som det er op til læseren at løse – for man får ikke svaret. Her er det i form af et anagram, som bliver ved med at spøge i hovedet efter endt læsning. Jeg har i de sidste par dage flyttet rundt på små papirlapper med anagrammets bogstaver – uden at det er lykkedes mig at løse anagrammet. Så hvis det lykkes for dig – please send mig en mail!
 
Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter