0 kommentarer

Stormene af Maria Helleberg

af d. 3. august 2017
Info
 
Sideantal

717

Udgivet

2017

ISBN

9788775238170

 

Som historieinteresseret er det en stor fejl at jeg ikke tidligere har læst noget af Maria Helleberg. Hun betegnes trods alt som den historiske romans ukronede dronning. Med “Stormene” har jeg nu stiftet bekendtskab med hendes forfatterskab. Og hvilket bekendtskab!

“Stormene” er udkommet i 500-året for Martin Luthers 95 teser på kirkedøren i Wittenburg, og dermed optakten til reformationen hvor den katolske kirke blev erstattet af den lutherske. Det er da også Danmarks overgang fra en kirkeretning til en anden, der er omdrejningspunktet i den 717 sider store fortælling fra Hellebergs hånd.

Vi følger den katolske biskop, Stygge Krumpen og hans store kærlighed, Elisabeth. Disse to danner rammen for beretningen om reformationen i Danmark, og om den voldsomme brydningstid Danmark befandt sig i i første halvdel af 1500-tallet. Det er en drabelig fortælling om konger der bliver sat fra bestillingen, om den katolske kirkes mere eller mindre uindskrænkede magt i landet, og om samme kirkes fald. Det hele på fornemste vis båret af en helt igennem umulig relation mellem to mennesker. En kæmpestor kærlighedshistorie, der aldrig bliver sukkersød og kvalmende – det er lige ved et par gange, men Helleberg redder den hver gang i sidste øjeblik.

Helleberg har gjort et enormt forarbejde til romanen. Indrømmet, jeg er ikke ekspert i 1500-tallets danmarkshistorie, men jeg føler mig helt tryg i Hellebergs hænder. Ud over at være et overflødighedshorn af historiske kendsgerninger og personer, er “Stormene” også en fremragende indføring i menneskeskæbner i brydningstider. Med over 700 sider til rådighed, har forfatteren masser af plads til at lade sine personer udvikle og ændre sig, efterhånden som årene går. Bogens fortælling begynder i 1515, og slutter ca. 30 år senere. Hele persongalleriet fremstår ægte og troværdigt, og selv om romanens mennesker levede for 500 år siden, så tror jeg på dem. De er ikke støvede figurer fra en historiebog, men levende mennesker med glæder og sorger som jeg kan spejle mig i. At Helleberg så også er en dygtig historiefortæller med sans for hvad der er væsentligt og hvad der ikke er, gør ikke bogen ringere.

“Stormene” er udgivet af Bibelselskabet, hvilket giver god mening i forhold til fortællingen. Desværre skinner det alt, alt for tydeligt igennem at Bibelselskabet ikke er vant til så store skønlitterære udgivelser. Sjældent har jeg set en bog med så mange fejl, hvoraf nogle var direkte meningsforstyrrende. Skulle bogen bedømmes alene på udgiverens håndværksmæssige kunnen, ville det se sort ud. Men Hellebergs fortælling er så fremragende i sig selv, at jeg vælger at se bort fra forlagets ringe præsentation og udelukkende bedømme bogen på Hellebergs håndværk. Og det kan nok ikke gøres ret meget bedre.

For enhver historieinteresseret er “Stormene” ikke til at komme udenom. For folk der interesserer sig bare en lille smule for hvorfor Danmark er som det er, er den heller ikke til at komme udenom.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter