0 kommentarer

Store små løgne af Liane Moriarty

af d. 27. januar 2017
Info
 
Sideantal

446

Udgivet

2015

ISBN

978 87 400 2221 6

Originaltitel

Big little lies - oversat af Betty Frank Simonsen

Udgave

1. udgave

 

Er der to genrer, der lader mig kold, er det chicklit og thrillerkomedier. “Store små løgne” er begge dele. Og jeg elsker den.

Bag sit fimset lyserøde cover gemmer sig en bog, som holder meget mere, end den lover. Tonen er let og vittig, handlingen frenetisk underholdende på en næsten beregnende måde, men de dystre, underliggende temaer føles sært nok ikke mindre vigtige af den grund.

Vold i og uden for ægteskabet. Mobning blandt børn og voksne. Forældres selvforskyldte hamsterhjul. Kvinders samfundsforskyldte fokus på udseende frem for intelligens. Små fortielser, der vokser sig til store, fede løgne. Det lyder ikke sjovt, vel? Liana Moriarty GØR det sjovt, og det er noget af en præstation.

Fra starten ved vi, at en af personerne vil dø under en meget hypet quizaften. Vi ved ikke hvem, vi ved ikke, om det er mord eller uheld, vi præsenteres for en stribe forvirrede vidneudsagn, der kun formår at sløre billedet yderligere.

Således thrillerelementet, der er ret medrivende. Det er bare ikke særlig vigtigt i forhold til bogens motor: En kaotisk skolestart blandt nogle nuttede 5-årige unger samt deres mere eller mindre ulidelige mødre.

Begivenhederne finder sted i en hyggelig strandby med en lille, eksklusiv skole nord for Sydney. Straks fra start beskyldes Ziggy for at tage kvælertag på Amabelle, en af skolens højtbegavede, små nybegyndere. Pigens nævenyttige mor og hendes proselytter iværksætter en kampagne for at få Ziggy bortvist fra skolen – endskønt den søde knægt kun er 5 år, og hans skyld bestemt ikke er bevist.

Ziggys mor Jane er purung og meget usikker i de fine omgivelser. Hun bærer på en modbydelig hemmelighed, der hos hende skaber tvivl om sønnens uskyld.

Janes held er, at 40-årige Madeline tager hende under sine beskyttende vinger. Madeline er en flot, forfængelig, lidt overfladisk kvinde med et hjerte af guld, uforfærdet og konfronterende som et varmesøgende missil. Hendes gammelkloge datter Chloe er moren op ad dage og tager sig kærligt af stakkels Ziggy.

Også modelsmukke Celeste med de to ADHD-agtige tvillinger hjælper Jane og Ziggy så godt, hun kan. Hun er dog underligt åndsfraværende – for lige som Jane bærer hun på en nærmest invaliderende hemmelighed.

Liane Moriarty spidder eminent nutidens emsige hønemødre; det er klukkende morsomt. Og alt imens vi nærmer os den fatale quizaften, hvor én skal dø, vælter skeletterne ud af skabene hos de implicerede.

“Store små løgne” filmatiseres med bl.a. Nicole Kidman og Reese Witherspoon. USA Today skriver rammende: “Som at drikke lyserøde drinks med et pift af arsenik.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter