0 kommentarer

Stockholmeren af Ivar Lo-Johansson

af d. 13. december 2006
Info
 
Sideantal

251

Udgivet

1954

Originaltitel

Stockholmaren

 

”Stockholmeren” er skrevet i et levende og letforståeligt sprog, men med et så rigt ordforråd, at forfatteren må betegnes som en intellektuel begavelse.

I 1950´erne gav han gennem sine mange erindringsromaner, herunder ”Stockholmeren”, os, der var unge dengang, anskuelsesundervisning i, hvordan man begår sig i og ændrer et samfund med masser af tabuer og fordomme.

Lo-Johansson var en typisk proletar uden penge og uden nogen nævneværdig uddannelse.
Han startede som landarbejder, skovarbejder og gårdfarihandlare (bissekræmmer), indtil han flyttede til Stockholm ”for at skabe de skønne værker, som skulle få menneskehedens hjerter til at bløde”. – ”Jeg egnede mig ikke til at være der, men mente, at jeg en dag kunne lave rigets hovedstad om, så den egnede sig til mig”.

Lo-Johansson nåede sit mål. Få har som han med indsigt, stædighed, humor og bidende ironi gjort op med svensk bureaukrati, tabubelagt seksualmoral og svenskernes selvtilstrækkelighed. Han har gennem sit forfatterskab medvirket til skabelsen af det svenske folkehjem og til udvikling af landets demokrati, der i dag er verdens bedste.

Ivar havde store ambitioner, men slog ikke til som medhjælper på et patentbureau. Han fik i stedet et usselt job som ”den første af tre begavelser” på Krykkens Budcentral med egen trækvogn. Ville som ”den andra begåvningen” have taget studenterkursus, men det blev aldrig til noget. Krykken kunne ikke lide, at arbejdere gav sig af med at tænke. Det var han selv meget bedre til(!). Han fik forpurret, at Ivar fik en lovet ansættelse som betjentmedhjælper i et regeringskontor på Riddarholmen.. – Og nu havde det ambitiøse ekspresbud ellers lige anskaffet sig en citrongul ”tjenestemandshabit”.

Læs selv om hans eventyrlige daglige færd gennem metropolens gader, skiftevis trækkende og skubbende sin trækvogn med opgaver af vidt forskellig art for de mest sære og egocentriske kunder. Og med svinkeærinder til Riddarholmskyrkans heltesarkofager for (af hensyn til budcentralens økonomi) at trække tiden mest muligt ud.

Og glem ikke beskrivelserne af kæresten Ingeborg, der var ”rund og fyldig både for og bag”.
Hun ville giftes og have et kuld børn, men Ivar ville have ”en skøn kvinde af en anden klasse, en kvinde, han kunne være stolt over, fordi hun var smuk og havde hvide hænder”. Han ville ikke bindes til Ingeborg, ”der ikke var intellektuel, men som arbejdede i en butik mellem blodstribede dyrekroppe”.

Ivar Lo-Johansson kan føje titlerne autodidakt og forfatter i verdensklasse til sit curriculum vitæ
Det må vist siges at være en sjælden og fornem kombination.

– Denne anmeldelse deltager i Bogrummets julekonkurrence 2006

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter