0 kommentarer

Stjernetasten af Benoîte Groult

af d. 20. april 2012
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

185

Udgivet

2009

ISBN

978-87-638-0875-0

Originaltitel

La touche étoile

 

Bidsk, besk – blændende!
Benoite Groult var 86, da hun i 2006 udgav ”La Touche étoile”, ”STJERNETASTEN” (2009), med undertitlen “En roman om kvinder, der elsker livet og friheden”.
De feministiske synspunkter, som B.G. har forfægtet i et langt liv, står markant, men absolut ikke som det eneste markante, i romanen. Med skarpt sind og hvas pen beskrives de processer og oplevelser, som kan blive skæbne for en god del af de post-klimakterielle kvinder; man sukker og håber, at man ikke skal opleve tilsvarende i alt for høj grad! En vægtig bog er det – noget så sjældent som en bog for voksne kvinder, ikke en pigebog. På en måde måske en slags “testamente” fra B.G.

Romanen har som alvidende fortæller Moira, det græske begreb for skæbne. Moira dukker op i tide og utide med sine kommentarer til handlingen, der strækker sig over flere årtier. Det kan være lidt svært at følge tidslinjen, den er ikke strengt kronologisk. Heller ikke handlingstråden har et jævnt forløb, de enkelte afsnit skifter abrupt mellem de forskellige personer; så romanbetegnelsen skal måske tages cum grano salis.
Hovedpersonerne er Alice og Marion, mor og datter. Begge skrivende, hhv. journalist og forfatter. Begge særdeles selvstændige kvinder – der viser sig at være særdeles tæt knyttede til deres respektive ægtemand, Adrien og Maurice. Men på ingen måde i monogame ægteskaber – i kvindernes selvforståelse er de – mindst – lige så berettigede til affærer, som mænd (i egen opfattelse) alle dage har ment at være.
Marions forhold over årtier til irske Brian står lysende smukt i bogen, og gennem disse årtier er hun OGSÅ veltilpas i sit ægteskab, fordi hun og manden forstår hinanden og hinandens udenoms-trang noget så godt – og næsten uden jalousi!
Og som 88 årig slår B.G. i et interview i “Für Sie” (www.fuersie.de/artikel/ich-hasse-traeume-die-nicht-wahr-werden) fast, at hun har været glad for at være gift med den samme mand i 54 år – ikke mindst fordi der var gensidig accept af parternes utroskab.
Det væsentligste aspekt i bogen er imidlertid de nuancerede beskrivelser af følgerne af at blive gammel – hvad man ikke mere kan, og hvordan man ikke mere bliver set. Både Marion og Alice udtrykker deres tanker om alder; her Marion som ca. halvtredsårig om sine forældre, Alice og Adrien, ca. 75 og 80:

“Som et resigneret offer over for en dosis af feminisme, …, tror han naivt, at Alice efter sin pensionering igen vil blive en hustru, der er opmærksom på alle de små dårligdomme, som han bestemt regner med at mangedoble og mangfoldiggøre, for ikke at tale om alle alderdommens sygdomme, som han bliver nødt til at vælge imellem. Efter flere års pension har han allerede foretaget regressionen til barndommen og tør ikke indrømme, at hans drøm ville være at kalde sin kone for “mor”.”

Og da Alice beretter om sin og Adriens krydstogtferie, som de vælger, fordi alt andet i deres alder er for udmattende, farligt og uladsiggørligt, konstaterer hun: “…at det er gangen, der først forråder de gamle.”

Læs og gys!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter