0 kommentarer

Stenbo af Knud Simonsen

af d. 7. december 2005
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

357

Udgivet

2005

ISBN

87-02-04218-5

 

STENBO – hvor på Jyllandskortet findes den – er det mon din (nabo)by?

Ny roman, der tegner et kærligt og krasbørstigt billede af den danske folkesjæl, som den engang fandtes, giver måske svaret.

Romanen “Stenbo” er netop udkommet på Gyldendals forlag, og forfatteren, Knud Simonsen, har haft “de selvtilfredse og alle dem, der tror på ordentligheden, pænheden og ansvarligheden” (citat fra indledningen) på sigtekornet. På bogens 357 sider afslører han med sit skarptseende blik og sin spidse, letflydende pen dobbeltmoral, sammenspisthed og nepotisme i et lille provinsbysamfund.

Tiden er midten af 1970’erne, stedet et jysk provinsbymiljø, persongalleriet righoldigt og broget og omfatter bl.a. en landsbyoriginal, sådan som de fandtes dengang, da bedstefar var en ung mand. Under overfladen af den tilsyneladende solide idyls hverdagsliv strækker sig et net af handlingstråde, tråde som spinder personer og begivenheder sammen, så man som læser glipper med øjnene og uvilkårligt tænker: “Nej, dette kan da ikke være muligt!” – i sandhed barske løjer, når forfatteren ublidt trækker sløret væk, og svindel, en moral der forsvandt og embedsmisbrug i lillebyen derefter fremstår klart og uden nogen form for camouflering.

Læseren harmes, forarges, føler med bogens rigt varierede udbud af personer, lige fra byens spidser, embedsmænd, almindelige borgere til det sociale tilfælde, – romanens skikkelser byder på mange muligheder for både indlevelse og afstandtagen. Og heldigvis må læseren mellem alle de barske afsløringer le, så tårerne triller – her er humor, så det batter – underfundig, karsk og burlesk. Men når humoren slår over i sviende satire, mindes man uvilkårligt andre samfundskritikeres danmarksbilleder, f.eks. Hans Scherfigs.

Romanens handling er som nævnt henlagt til 1970’erne, og som “naiv” læser spørger man gentagne gange sig selv: “Eksisterede intrigerne, dobbeltmoralen og embedsfuskeriet udelukkende dengang, i de gode gamle dage for 30 år siden – eller?”

Interesserer man sig blot det mindste for sit omgivende samfund, vil man i allerhøjeste grad finde sig både underholdt og udfordret af romanens nærgående beskrivelser.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter