0 kommentarer

Statsråden af Boris Akunin

af d. 11. marts 2010
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

335

Udgivet

2010

ISBN

978-87-02-06912-9

Originaltitel

Statskij sovetnik

 

Boris Akunin (pseudonym for Grigorij Tjkhartisjvili) har med sin femte roman, ‘Statsråden’, om detektiven Fandorin bragt serien frem til året 1891. En kommende generalguvernør i Sibirien bliver myrdet i toget på vej til Moskva af en terrrorist – forklædt som Fandorin, som er særlig rådgiver for Moskvas guvernør.

Meget tyder på, at morderen har fået informationer fra en læk i politiets egne rækker, og den teori arbejder Fandorin med da han bliver sat på sagen. Men i hovedstaden Skt. Petersborg er der mistro til Moskvas politistyrkes evne til at opklare drabet, og politichef Pozjarskij bliver sat til at lede efterforskningen, der snart peger mod terroristen, Green, og kredsen omkring ham.

Moskva og St. Petersborg konkurrerer indbyrdes, og de to politistyrker i Moskva – Gendarmeriet og Sikkerhedspolitiet – løber da også rundt i hinandens fodspor og er ikke nødvendigvis særligt effektive. Tilmed driver den myrdede guvernørs sikkerhedschef sin egen efterforskning. Der er stor prestige knyttet til at fange de skyldige, for terroristerne er ikke ufarlige for zarstyret da de har sympatier langt ind i Moskvas overklasse.

Der er de sædvanlige elementer i fortællingen; en stor dosis forræderi, skønne damer, lidt vold og et drys af ninja-kampkunst. I modsætning til forgængerne i serien køres Fandorin ud på et sidespor af Pozjarskij; alligevel er det selvfølgelig Fandorin, som er på rette spor og med list og snilde afslører de skyldige.

Bogen portrætterer det russiske samfund og det enevældige zar-styre i opbrud og forandring, hvor også et politisk tema om magtens moral i forhold til borgerne spiller en rolle. En stikpille til vore tiders terror-debat. De mange kuriøse, bureaukratiske krinkelkroge og de ambitiøse enkeltpersoner giver bøgerne en hel speciel stemning, som bedst kan beskrives som en blanding af noget orientalsk og mulighedernes ‘Vilde Vesten’.

M.a.o.: En sikker og underholdende fortsættelse af serien.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter