0 kommentarer

Stålspringet af Per Wahlöö

af d. 7. august 2016
Info
 
Sideantal

179

Udgivet

1978

ISBN

87-00-05881-5

Originaltitel

Stålsprånget - oversat af Ebba Hentze

Udgave

2. Udgave 4. Oplag

 

Per Wahlöö er nok mest kendt fra forfatterparret Sjöwall & Wahlöö og deres ti ‘romaner om en for­brydelse’ med Martin Beck og hans kolleger. Wahlöö skrev også en række romaner uden sin kone, ‘Stålspringet’ er dog dedikeret til Maj. Bogen er den anden med politikommissær Jensen, der optråd­te første gang i ‘Mord på 31. etage’. ‘Stålspringet’ er en fritstående fortsættelse.

Vi befinder os formentlig i Sverige, selvom der aldrig bliver nævnt et stednavn i bogen. Jensen møder på arbejde på politistationen, blot for at videregive stafetten til sin afløser, da han selv er syg og skal på sygeorlov. Han når at læse en ordre på røde papirer fra højeste sted. 43 læger skal arreste­res i en aktion, der hedder stålspringet. Han rejser til et arabisk land, formoder jeg, og bliver her hel­bredt for en ellers dødelig sygdom. Tre måneder er han væk, og på vejen hjem lander flyet i et nabo­land, hvor han har møde med regeringschefen. Hans hjemland er ramt af en katastrofe, og ingen ved, hvad der er sket. Der er snak om en epidemi og mange døde. Al forbindelse med landet er afbrudt. Jensen påtager sig opgaven at rej­se ind i landet og undersøge, hvad der er sket.

Bogen er egentlig en meget fin fremtidsfortælling. Landet lever i et ‘enighedssamfund’, hvor den eneste kriminalitet man hører om, er berusede mennesker. Der forekommer mange selvmord, folk har mistet lysten til at få børn. Der er mange demonstrationer, mest fra venstreorienterede. Kommissær Jensen er en retskaffen politimand, hvis ikke følelseskold så i hvert fald ret upåvirket af det hele.

Jeg kan godt lide den dystre stemning af dommedag i bogen. Jensen er næsten ‘Palle alene i verden’, og hans opgave bliver hurtigt at finde ud af, hvad stålspringet er. For læseren er det ikke svært at finde pointen i bogen, for det bliver udpenslet så meget, at det næsten er trættende til sidst. Det ka­pitalistiske samfund er noget lort, Social Demokratiet har solgt sig selv for at beholde magten osv. Det er så gennemtrængende, at jeg blev ramt af ‘Mccarthyisme’ og så referencer flere steder end godt er. Sygdommen i bogen bliver beskrevet således: “Det, der sker rent medicinsk, er en hurtig forø­gelse af de hvide blodlegemer, mens de røde forsvinder.” Ganske sjovt, men det bliver for trivielt til sidst. Alt i alt var jeg dog godt underholdt, og bogen må have ramt lige i nerven tilbage i 1968, da den udkom.

Per Wahlöö døde alt for tidligt i en alder af 48 år. Hans bøger i eget navn er absolut læseværdige, selvom de oftest er meget politiske. De fleste af hans Martin Beck bøger står sta­dig for mig, som noget af det bedste krimi, der findes.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter