0 kommentarer

St. Thomas-mysteriet : en autentisk familiesaga fra 1800-tallets Vestindien & København af Anne Holm Christensen

af d. 20. oktober 2017
Info
 
Sideantal

174

Udgivet

2017

ISBN

978-87-997300-2-5

 

I 1872 rejser den 23-årige Conrad Edvard Sorterup til De Vestindiske Øer. Han drømmer om at komme til at leve af at skrive, men sådan skal det ikke gå.

Om bord på skibet møder han den 9 år ældre Ida, som han bliver fascineret af. Da hun bliver gravid på rejsen, bliver de viet af kaptajnen, før de når Vestindien. Med kone og barn bliver Conrad nødt til at få et fast job, og i løbet af de følgende år arbejder han som lærer på St. Thomas, mens familien bliver større og større.

Sideløbende hører vi nedslag i familiens historie nogle år senere hjemme i Danmark, hvor Conrad og Idas fem børn vokser op. De tre drenge bor hos Conrads søster Julie, mens de to piger bor hos henholdsvis malermester-parret Kanitz og teaterdirektøren Theodor Andersen og hans familie.

Hvad er der sket, som har splittet Sorterup-familien?

Forfatter Anne Holm Christensen har skrevet historien om Conrad og hans liv på baggrund af en flyttekasse fyldt med arkivalier fra Sorterup-familien, som hun fik overdraget for år tilbage. Kassen indeholdt bl.a. breve, billeder, dagbøger og familiens egne digtsamlinger, og derudover har AHC suppleret med oplysninger fra Rigsarkivet og litteratur om slutningen af 1800-tallet.

Allerførst vil jeg rose ”St. Thomas-mysteriet” for det grafiske udtryk. Bogen er indbundet samt trykt i lækkert, kraftigt papir og fyldt med samtidige fotos, kort og illustrationer, som det i sig selv er en fornøjelse at bladre i. Bagerst er der indsat en oversigt over de kilder og den litteratur, der er brugt. Der ligger med andre ord også et stort research-arbejde bag bogen.

Familiens historie er fascinerende at følge, men i starten var jeg lidt forvirret pga. opbygningen af bogen. Vi starter med et kapitel om begyndelsen på Conrads rejse i 1872, men springer i næste kapitel frem til 1888 hvor den 15-årige Aage skriver dagbog. Så følger et par kapitler i 1893 om pigerne Astrid og Gudrun, Aages søstre, hvorefter vi vender tilbage til 1872, og først her hører vi, hvordan Conrad og Ida gifter sig og får de børn, vi foregående er blevet præsenteret for. For overblikkets skyld tænker jeg, at det kunne have været fint med en anetavle over familien i begyndelsen, men efterhånden fik jeg styr på det alligevel.

”St. Thomas-mysteriet” er en interessant bog, som fortæller om en dansk families liv i Vestindien og København i slutningen af 1800-tallet. Der er spændende afsnit om skibsrejsen til De Vestindiske Øer og livet her, samt ikke mindst om oprøret i 1878. Det er bevægende at læse kapitlet, der udspiller sig på Sankt Hans Hospital, og det er sjovt at læse, hvordan datteren Astrids plejefamilie har selskabelig omgang med kendisser som Herman Bang og Holger Drachmann.

Bogen fremstår lidt fragmenteret med sine relativt korte kapitler og de mange spring i tid og fortællestemme, selvom AHC forsøger at samle trådene til sidst med et overblik over, hvor i livet familiemedlemmerne nu befinder sig.

Min anke til trods er ”St. Thomas-mysteriet” bestemt værd at læse, hvis man, som jeg, er bare en smule historisk interesseret.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter