0 kommentarer

Spøgelserne af César Aira

af d. 22. maj 2016
Info
 
Sideantal

146

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7973-403-6

Originaltitel

Los fantasmas - oversat af Rigmor Kappel Schmidt

Udgave

1. udgave

 

Argentineren César Aira er blandt Latinamerikas mest populære forfattere med en stor produktion bag sig. Samtidig har den lille udgivelse “Spøgelserne” fået masser af roser af alverdens seriøse anmeldere, så vi er tilsyneladende ude i noget must read-agtigt. Hmmm?

“Handlingen” foregår den 31. december et eller andet år i en ufærdig, seksetages luksusejendom i Buenos Aires. Bygningen bebos midlertidigt af en chilensk familie, der fungerer som en slags viceværter – samt af et større antal spøgelser af hankøn, alle dækket af gråt murstøv og med deres enorme kønsdele dinglende frit, mens de udstøder larmende latterbrøl. Et for machismoens hjemland ikke uvæsentligt spørgsmål er i øvrigt, om disse godmodige gespenster er bøsser eller ej…

I den bagende sommervarme bruger den fordrukne chilenske farmand Raúl Viñas spøgelserne som køleskabe til sin billige rødvin. Smart nok, man anbringer bare vinen i spøgelsets brystkasse, og to timer efter er den perfekt afkølet og oven i købet forvandlet til den fineste Cabernet Sauvignon-årgangsvin.

Raúl og konen Elisas talrige børn render rundt og leger i den tomme ejendom, og heller ingen af dem tager synderlig notits af de sjofle spøgelser.

Lyder det hele lidt fjollet? Det synes jeg. Det er dog ikke sikkert, Aira har ment det på den måde. Magisk realisme er jo et kendt begreb på de kanter (tænk bare på Isabel Allende) og behøver ikke dække over bevidste fjollerier. Airas sprog er kolossalt opstyltet og overlæsset med masser af fine ord og sindrige begreber, hvilket på sæt og vis modsiger ideen om, at bogen skulle være en ren spøg.

Omvendt er personerne fuldkommen karikerede og ofte temmelig tåbelige, hvortil kommer, at man umotiveret hopper fra den ene til den anden. Og det lyder jo ikke specielt seriøst, vel?

Bogen er fyldt med godtkøbsfilosofi om alt mellem himmel og jord. Næsten alle medvirkende afbryder konstant deres handlinger for at tænke over livets store og mindre store spørgsmål. Det giver en meget ujævn læseoplevelse, hvilket helt givet også er meningen. Men ikke mindre trættende af den grund.

I en tolv sider lang digression lader forfatteren et af børnene drømme – om arkitektur. Det bruger Aira som afsæt til at kloge sig om forskellige folkeslags bygninger (og ikke-bygninger!). Nogle afrikanske pygmæer laver angiveligt åbninger i hytterne ud mod deres venner og lukker af mod deres uvenner. Hvilket får den ulideligt bedrevidende skriverkarl til at sammenfatte: “De små negre er komiske.”

Som ægte argentiner holder Aira sig ikke for god til konstant at åle sit chilenske broderfolk. Muligvis gemytligt ment, stereotyperne bliver bare meget anstrengte i længden; som at høre molbohistorier i en uendelighed.

Den afsluttende nytårsaften blandt en masse hverdagschilenere på et ufærdigt tag er lige så spændende som en gammel smalfilm fra moster Odas 85-års føsda.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter