0 kommentarer

Spirillens vrede af Fabien Vehlmann

af d. 10. oktober 2016
Info
 
Sideantal

56

Udgivet

2016

ISBN

978-87-7085-616-4

Originaltitel

La colère du Marsupilami, kunstner: Yoann ; Laurence Croix ; oversætter: Ole Steen Hansen

 

Hvad skete der som fik Splint og Kvik til at sige farvel til deres fabeldyr for næsten 50 år siden? Vehlmann giver her et plausibelt bud på en forklaring og introducerer samtidig fabeldyret i serien igen. Og ja, han har været savnet den nysgerrige, legesyge, kraftkarl med den otte meter lange hale. I virkeligheden solgte Franquin rettighederne til Spirillen, før han overgav serien til sine efterfølgere. Et stort tab for efterfølgende har Splint & co. manglet den dynamik som Spirillen altid var garant for. Værst var det nok i 70’erne hvor Fournier stod for serien. Han ville heller ikke have kunnet tegne Spirillen med den kraftfulde streg der er nødvendig for at udtrykke alle dyrets følelser og fysiske fornemmelser. Det har kun Franquin formået. Hvilket bringer os tilbage til albummet her, for Spirillen bliver med Yoanns streg alt for plastisk. Han er ikke engang er på en top 5 blandt diverse Spiril-fortolkere. Spirillens egen serie der var tegnet af Batém, var kunstnerisk ret tæt på Franquin. Læseren må altså ikke have mesterens værker i baghovedet, for alt blegner i sammenligning. Det kniber også lidt med autenciteten overfor figuren, for Spirillen har fået kræfter a la Supermand. Der kunne de to skabermænd godt have holdt lidt igen.

Fraset det grafiske er manuskriptet oppe på dupperne, der er ikke lavet et bedre regulært Splint og co. album under Spirillens 50 år lange fravær. At kaste hele ansvaret for kvaliteten på Spirillen er dog skudt vidt forbi, for han optræder først sent og historien fænger allerede fra starten af. De to helte finder gamle fotos af dem selv og Spirillen, som viser sig at være slettet af deres hukommelse. De kan ikke huske dyret. Og det er startskuddet, for nu vælter minderne frem, så de må til Palombia og finde Spirillen. Meget i retning af en gammel Tarzan-film.

Spririllens vrede er ikke på Franquins niveau, det sejler lidt for meget i kanterne, men rammerne holder sig ret godt til det Franquin kunne levere. På minussiden er der nogle overflødige og fjollede afstikkere, som passer skidt ind i en historie der faktisk er ret ubehagelig.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter