0 kommentarer

Spejl, skulder, blink af Dorthe Nors

af d. 30. marts 2017
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

192

Udgivet

2016

ISBN

978 87 02 18939-1

Udgave

1. udgave

 

“Jeg er en kvinde på over fyrre. Alene på Bakken. I bare tæer, og så kan jeg ikke skifte gear.”

– historien om Sonjas liv. Svimle, langlemmede, undselige Sonja – hovedperson i den internationalt anerkendte forfatter Dorthe Nors’ lille mesterværk “Spejl, skulder, blink” – er et herligt bekendtskab. Udvandret jyde, bosiddende i København uden dog at føle sig hjemme nogen af stederne, vaklende ubeslutsomt gennem livet med en uvis længsel tilbage til den ubekymrede barndom og et konstant docerende overjeg, der beder hende opføre sig mere modent.

Men Sonja er altså på Bakken, flygtet fra et selskab af spirituelle kvinder på udflugt i Dyrehaven, heriblandt hendes massageterapeut, Ellen, der ind imellem lader sine varme hænder fjerne de myriader af myoser, Sonja får af at oversætte den stadigt mere bloddryppende krimiforfatter Gösta Svensson og af at tage køretimer hos Jytte, en kørelærer fra Helvede, der snakker som et vandfald og utålmodigt selv skifter gearene, så Sonja aldrig får det lært.

Hvad der siden hænder i “Spejl, skulder, blink” er sådan set flintrende ligegyldigt, for Dorthe Nors skal ikke primært læses for sine spøjse slice of life-episoder, men for et sprog og en humor, der ikke lader en Helle Helle noget tilbage. Man sidder og klukker og hygger og griber sig i at være lidt stolt af at være landsmand med så fremragende en forfatter, der kan få så meget ud af så lidt og oven i købet blive rost til skyerne for det i Tyskland, USA, Norge, Holland og Storbritannien.

Nors’ succes skyldes utvivlsomt hendes indlevelse i det almenmenneskelige, vores alle sammens grundvilkår. Hvem kender ikke følelsen af, at alting ville være lidt lettere, hvis man svævede frit over vandene med det forkromede helikopterperspektiv:

“Ikke midt i livet, mere med udsigt til det.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter