0 kommentarer

Sortehusene af Vibeke Marx

af d. 17. oktober 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

260

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7053-637-0

 

Et altid aktuelt emne, både i litteraturens og virkelighedens verden, er komplicerede mor-datter forhold. I “Sortehusene” er de to hovedpersoner, Agnes og Kirsten, mor og datter. Og Kirsten er mor til Tine og Thomas. Bogen beskriver hovedpersonerne og deres indbyrdes forhold, et anstrengt forhold mellem Agnes/Kirsten og Kirsten/Tine, mens Agnes og Tine har et godt mormor/barnebarn forhold med glæde og fortrolighed.

Agnes er vokset op i en tid, hvor det gjaldt om at bestille noget – hun har arbejdet fysisk hårdt hele livet, fra hun som ganske ung forlod sit hjem for at arbejde. Hun gifter sig med Henry og med 3 børn, en syg mand og en stram økonomi er hendes liv ikke just en dans på roser – men hun klager sig ikke, men tager fat. Følelser kan hun ikke bruge til noget. Sortehusene er fristedet, hvor Agnes og familien cykler ud med madpakker og tager en pause fra hverdagen. Som Tine siger til Agnes: “Hjemme i huset har du en rynke her, hun lavede en streg midt i panden på Agnes, – men herude er den helt væk”.

Kirsten føler hun er født ind i den forkerte familie – hun føler sig bedre end andre, ser ned på og nedgør både sin mand, sin veninde Birte og hendes familie, sine to brødre og deres koner. Kirsten er en bitter kvinde – hun har kæmpet sig til en højere status, har gjort karriere ved kommunen på bekostning af familien – men Agnes kan meget lettere forholde sig til sønnernes arbejde som smede, så det er altid sønnerne der fremhæves, mens Kirsten føler sig overset.

Kirsten siger et, men mener noget andet. Hun siger f.eks. til Tine, at hvis bare Tine er lykkelig betyder det ikke noget hvad hun laver – men hun har ambitioner på datterens vegne, som det ikke er nemt at leve op til. Gang på gang mærker man datteren dukke sig for morens ord. Historien gentager sig. Heller ikke Tine får sin mors anerkendelse.

Det er en dejlig bog, som går i dybden med sine personer, både Agnes og Kirsten følges fra barndommen, så bogen strækker sig tidsmæssigt over omkring 80 år – en periode hvor der er sket en utrolig udvikling i vores måde at leve på. Sproget flyder fint, og den er meget let at læse. Man gribes af historien om disse kvinders liv og opvækst og tænker på, hvor meget der kunne have været anderledes, hvis de havde formået at vise lidt flere følelser over for hinanden og være mere til stede. Som det kommer til udtryk i Kirstens tanker efter en telefonsamtale med Tine: “… og jeg sidder tilbage med en følelse, som jeg har haft så længe jeg kan huske, en følelse af at vi siger noget andet end det vi egentlig ville, og at vi begge to ved det.”

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter