0 kommentarer

Sorte åkander af Michel Bussi

af d. 30. oktober 2019
Info
 
Sideantal

395

Udgivet

2018

ISBN

978 87 7200 151 7

Originaltitel

Nymphéas Noirs - oversat af Anders Juel Michelsen

Udgave

1. udgave

 

“Tre kvinder boede i en landsby. Den første var ondskabsfuld, den anden var løgnagtig, den tredje var egoistisk. Deres landsby bar en haves smukke navn. Giverny.”

Så prosaisk indledes den raffinerede og kultiverede franske krimi, “Sorte åkander”.

Giverny, åkander … er der en lille klokke, der ringer? Vraiment; det var i denne undselige postkortidyl i regnfulde Normandiet, at Claude Monet malede sine utallige billeder af åkander. Monets ånd og værk hænger impressionistisk over hvert af Michel Bussis ordmalende penselstrøg.

En lokal velhaver, kvindebedårer og Monet-aficionado findes myrdet i selvsamme å, der i forne tider leverede vand til Monets åkandebilleder. Jérôme Morval er tilsyneladende druknet, har fået knust kranier samt en kniv i hjertet. Et tredobbelt mord, hvilket had.

Kriminalkommissær Laurenc Sérénac og hans metodiske assistent Sylvio er helt på bar bund. Det hjælper intet, at de hen ad vejen finder ud af, at en lille dreng er kommet af dage på samme måde helt tilbage i 1937.

Og det hjælper slet ikke, at Laurenc falder uhjælpeligt for den vidunderligt smukke lærerinde, Stéphanie, hvis øjne omfatter så mange dejlige blå nuancer. Og hvis jaloux mand er hovedmistænkt.

Den 11-årige pige, der efter sigende maler næsten lige så godt som mesteren selv, kan de ikke finde. Et lykønskningskort til pigen er ellers fundet i afdødes lomme.

Opklaringen finder sted efter devisen ét skridt frem, to tilbage. Som læser og meddetektiv er man hægtet fuldstændigt af og må nøjes med at nyde al den velturnerede Monet-hype, den inciterende kærlighedshistorie og de flot timede klip i handlingen.

Først til allersidst forstår man omsider sagens rette sammenhæng. Man sidder benovet tilbage og må sande, at kun en veritabel virtuos kan fremmane så raffineret et krimiplot. Chapeau, monsieur Bussi.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter