0 kommentarer

Sort sensommer af Inger Wolf

af d. 1. marts 2007
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

283

Udgivet

2006

ISBN

978-87-7053-018-7

Originaltitel

Sort sensommer

Udgave

1.udgave

 

Jalousi, medicinindustri, designerdrug, vanvid og religiøs vækkelse er nogle af ingredienserne i denne lovende danske krimidebut.

Et nyt makkerpar er trådt ind på den danske og århusianske krimiscene: vicekriminalkommissær Daniel Trokic og kriminalassistent Lisa Korneliussen. Trokic med den kroatiske baggrund er en enspænder, der til chefens store fortrydelse ikke ejer den rette team-ånd og derfor gør tingene på sin helt egen og ikke altid ufarlige måde. Lisa er en moderne kvinde, thirty-something, med speciale i IT-forbrydelser og børneporno. Et ikke uinteressant par.

I deres første sag skal de løse gåden om mordet på en enlig mor, en ung antropologistuderende, der bliver myrdet under en løbetur. Omstændighederne peger på voldtægt, men også på andre motiver, bl.a. fordi en buket tørret skarntyde (giftplante) er lagt på offerets bryst.

Da de makabre rester af offerets kæreste, en lovende, ung forsker, der har været meldt forsvundet i et par måneder, dukker op i nærheden, bliver sagen endnu mere speget. Politiet i Århus får derfor hjælp fra Rejseholdet, en hjælp både Trokic og Lisa personligt sætter stor pris på, om end af forskellige årsager.

Der er ingen nemme løsninger her, kun hårdt politiarbejde. Mange opringninger skal tjekkes, selv om de ikke fører nogen steder hen, men der er også flere lovende spor. Er det jalousidrab? Eller hænger det sammen med en epokegørende opdagelse inden for psykofarmaka? Og har opdagelsen noget at gøre med den nye designerdrug, der hærger byens natteliv? Eller er det noget helt andet?

Inger Wolf, der tidligere har udgivet romanen, ”Sidespring”, debuterer meget lovende som krimiforfatter. Vi har i flere år misundt vore nordiske broderfolk deres krimidronninger, men med danske forfattere som Elsebeth Egholm, Sara Blædel og nu Inger Wolf kan vi godt være med på vognen. Dejligt!

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter