0 kommentarer

Sophies valg af William Styron

af d. 1. juni 2020
Info
 
Sideantal

635

Udgivet

2020

ISBN

978-87-11-98181-9

Originaltitel

Sophies Choice
oversat fra amerikansk af Marit Lise Bøgh

Udgave

6. udgave, 1. oplag

 

635 tætskrevne sider uden synderlige afsnit kræver tålmodighed og læselyst. Hvis historien driver en frem, kan sådan en ”tyksak” tage magten fra en, og man bliver færdig på ingen tid. Men når fortælleren er sendrægtig og har mange svinkeærinder, så er det en bog, der kræver stor koncentration. Jeg var stærkt udfordret og måtte flere gange hanke op i mig selv, for at læse videre.

Jeg har ikke set filmen med Meryl Streep i hovedrollen, men den skulle efter sigende være fantastisk god, og da en bog som regel er meget bedre end filmen, havde jeg rigtig store forventninger, da jeg gik i gang med at læse. Efter at have læst bogen til ende, snuppede jeg på You Tube den film-scene, der ligger til grund for bogens titel. En hjerteskærende scene, som jeg ikke ved, hvor er i filmen, men i bogen skal man helt om til side 596 for at læse scenen!

Handlingen foregår i Brooklyn, USA efter 2. verdenskrig. Bogens fortæller er Stingo, en ung håbefuld forfatter, der har indlogeret sig på et pensionat for at komme i gang med at skrive. Her møder han smukke polske Sophie og hendes amerikanske ven Nathan, der har et stormfuldt forhold med masser af sex og en del vold fra Nathans side. De tre former et venskab, der balancerer på en knivsæg og bliver hinandens fortrolige.

Nathan har en lys og en mørk side, han har en sindssygdom, der først bliver afsløret langt henne i bogen, og det er synd, at der ikke bliver sat nogle flere ord på det. Gennem hele bogen har man undret sig over, hvorfor han er sød ved Sophie den ene dag og tæsker hende den næste dag. Og hvorfor Sophie lader sig rive med.

Sophie har været fange i koncentrationslejren Auschwitz under krigen og har overlevet rædslerne i lejren. Hun forsøger at lægge afstand til sit gamle liv, men som flashbacks får vi hendes historie om, hvordan hun endte i lejren, hvordan livet var der, og hvordan hun kom til USA. Jeg har læst mange fiktive og non-fiktive beretninger om holocaust, men ”Sophies valg” er ikke en af de bedste. Det valg, som Sophie træffer nævnes kun på en enkelt side i bogen, selvom det er så overskyggende et valg, at det former det menneske, der tvinges til at tage det. Havde valget været ”afsløret” tidligere i bogen, ville det have givet bogen en anden grundtone. Jeg synes forfatteren går for let hen over valget, faktisk er det kun bogens titel, der understreger, hvor meget valget former Sophie.

Stingo bliver forelsket i Sophie og engagerer sig stærkt i hendes lidelseshistorie, og for hvert minde hun afdækker fra lejren, drager Stingo paralleller med, hvor han befandt sig, den dag Sophie fortæller om.  Tankevækkende at mens vi lever vores normale middelklasseliv, er der andre mennesker, der lider ubeskriveligt et andet sted på jorden.

Jeg synes, der var alt for mange omveje i bogen, f.eks. fortællerens seksuelle frustration og fiaskoer med det modsatte køn, og jeg kedede mig bravt på de første hundrede sider. De to lidelseshistorier – Sophies lidelseshistorie fra Auschwitz og de to elskendes lidelseshistorie var for mig de centrale temaer i bogen, men de to historier druknede i alt for mange sidehistorier, der bare tog plads op uden at betyde noget for hovedhistorierne.

Bogen er oprindeligt udgivet i 1976 og genudgives nu ca. 40 år efter. Spændende om den bliver en bestseller. Den faldt desværre ikke i min smag.

 

Bogen er et anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter