0 kommentarer

Sommertid af J.M. Coetzee

af d. 7. oktober 2010
Info
 
Forfatter
Forlag
Omslag
Sideantal

282

Udgivet

2010

ISBN

978-87-02-08954-7

Originaltitel

Summertime

Udgave

1.udgave

 

“Sommertid” følger fornemt rækken af Coetzees erindringsbøger (“Drengeår” og “Ungdomsår”) og skal som forgængerne ikke læses bogstaveligt, men snarere som (litterære) ‘sandheder’ om forfatterens levede liv. Bogen fokuserer på de formdannende år 1972-77 hvor Coetzee debuterer, men altså inden udgivelsen af forfatterskabets første helt centrale værker, “Vi venter på barbarerne” og “Historien om Michael K.”.

Coetzee benytter sig af en ramme hvor en engelsk akademiker, som skriver på en biografi om Coetzee, interviewer en række personer der kendte forfatteren i de skelsættende år. Det drilske er at Coetzee er afgået ved døden og at akademikeren aldrig har interviewet, endsige mødt ham. “Sommertid” består derudover af nogle indledende og afsluttende fragmenter fra Coetzees ‘notesbøger’. Der er altså tale om en lidt mere kompliceret selviscenesættelse end i de gængse selvbiografier.

Det der gør “Sommertid” så læseværdig er at den kan læses som en universel indfaldsvinkel til forståelsen af mennesket, ikke bare Coetzee. Den er diskuterende, også i forhold til sin egen genre og aldrig belærende. Vi har altså en bog som har den famøse X faktor qua forfatterens status, lærer os ‘noget’ og er læseværdig i sjælden set grad.
Coetzee er netop hjemvendt til Sydafrika efter nogle år i først England og derefter USA (hvorfra han vistnok blev smidt ud grundet anti-Vietnam ‘aktiviteter’ – som der kun flygtigt og meget sløret hentydes). Han bosætter sig ved sin skrantende far der er enkemand og forsøger at udleve visse idealistiske eksperimenter (manuelt arbejde hver dag, vegetarisme). Samtidig er det tydeligt at det ikke bekommer ham vel og at han i fald han skal forfølge sin egen vej må træffe et valg. Det er smukkest og mest hjerteskærende udtrykt i bogens sidste sætninger. Det handler ikke om ambitioner eller valg, men snarere om at træde ind i den skæbnefortælling han hører til i. Og ja, det lyder lidt fatalistisk, men… Det er et lidet flatterende portræt af Coetzee men retter samtidig et exceptionelt svar på den kritik der ofte er hørt i krogene, f.eks. om hans evner som lærer (Coetzee fortsatte forbløffende nok med at undervise til han nåede pensionsalderen) og hans tilsyneladende arrogance.

Bogen forholder sig kun indirekte til forfatterskabet men berører alligevel centrale temaer deri. Dette ses f.eks. i beskrivelserne af Coetzees relationer til kvinder som det kommer til udtryk i de forskellige interviews.

Man må virkelig håbe at Coetzee vender tilbage fra de døde. Nogle sætninger er så godt skrevet at jeg flere gange blev nødt til, nærmest i trance, at læse dem igen og igen. Slutteligt skal Niels Brunse have en stor tak for som sædvanlig at oversætte så kompetent.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter