0 kommentarer

Sommertid af J. M. Coetzee

af d. 9. juni 2016
Info
 
Sideantal

282

Udgivet

2010

ISBN

978-87-02-08954-7

Originaltitel

Summertime - oversat af Niels Brunse

Udgave

1. udgave

 

“Sommertid” er en mærkværdig konstruktion. I princippet skal det forestille at være tredje bind af Nobelpristageren J.M. Coetzees selvbiografi og dække årene 1972-77. I praksis er bogen en blanding af fakta og fiktion – en såkaldt erindringsroman – hvor forfatteren lader mr. Vincent, en engelsk akademiker, skrive sin biografi efter sin død (Coetzee er i skrivende stund i højeste grad i live).

Det er ingen almindelig biografi. For bogen er bygget op som interviews med fem personer, der angiveligt skal have betydet meget for Coetzee i den angivne periode. Det bemærkelsesværdige er, at alle fem har nogle kraftige forbehold over for – en af dem endda en udtalt antipati mod – forfatteren.

“Sommertid” er altså noget så usædvanlig som en selvbiografi, der begår et groft karaktermord på skribenten. Et karakterselvmord!

De interviewedes afstandtagen til Coetzee er så udtalt, at man må undre sig over forfatterens hensigt med værket. Mellem linjerne synes jeg at kunne høre en overordentlig selvkritisk mand sige: “Ja, jeg er en kendt forfatter, oven i købet Nobelpristager, men ud over det er jeg et ganske almindeligt menneske, ja, mere end almindeligt kikset, faktisk. Så – lad lige være med at sætte mig op på en piedestal.”

Et par eksempler på (selv)nedgøringen af den stakkels Coetzee:

“Kvinder faldt ikke for ham – ikke kvinder ved deres fulde fem.” Udtalt af Julia, nabo og elskerinde.

“Som et barn er hendes pirrelige, stædige, inkompetente, tåbelige fætter faldet i søvn med hovedet på hendes skulder.” Fortalt af yndlingskusinen Margot.

“Han bevægede sig som om hans krop var en hest han red på, en hest der ikke kunne lide sin rytter og gjorde modstand.” Hvislet frem af Adriana, brasiliansk danselærerinde og mor til en af Coetzees elever.

Coetzee vil naturligvis ikke stå tilbage for de tidligere venner og bekendte og leverer følgende selvkarakteristik: “En trist fyr; en lyseslukker; en dødbider.”

“Det forekommer mig sært at skrive en forfatters biografi og samtidig ignorere hans forfatterskab,” lader Coetzee sin tidligere lærerkollega, Martin, vurdere. En ikke uvæsentlig pointe i bedømmelsen af dette spidsfindige erindringsværk. Vi hører stort set intet om Coetzees litterære produktion i perioden, kun om hans fysiske og mentale utilstrækkelighed.

Det er trist, det er selvudslettende, det er fuldkommen aparte – og så er det alligevel utroligt underholdende og sine steder meget, meget morsomt. Jeg fatter ikke ganske denne trang til selvpineri, men tager hatten af for den originale vinkel. Coetzee er og bliver et unikum.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter