0 kommentarer

Sommernattens rædsel af Dan Simmons

af d. 6. august 2015
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

629

Udgivet

2001

ISBN

8777144821

Originaltitel

Summer of Nights

Udgave

4. udgave

 

Der sker ikke så tit, at jeg køber en bog ud fra titel og forside, men Dan Simmons’ ‘Sommernattens rædsel’ i Ciceros Pocketudgave var for fristende her i sommeren. Jeg kender kun Simmons fra hans eminente scifiepos ‘Hyperion’, et værk der viser en helt unik fantasi. Fantasien får også frit løb i denne roman.

Forsiden viser en skummel bygning i skumringen med en tilsyneladende uskyldig rød lastbil parke­ret foran. Når man får gang i bogen finder man ud af, at lastbilen faktisk skaber ligeså meget rædsel som bygningens udseende. Sidste skoledag lyder der et skrig på skolen i en lille by i Illinois, USA, 1960. Det bliver ignoreret, men efter noget tid finder man ud af, at en dreng aldrig kom hjem fra skole den dag. En gruppe drenge i 11-12 års alderen beslutter sig for at undersøg sagen, da der også foregår andre skumle ting i den lille by, og det lader til, at det kun er børnene det går ud over, og langt hen af vejen, er de også de eneste, der tror på, at noget er rivende galt.

Simmons formår at skabe en historie, hvor man går fra rædsel til hygge og tilbage igen på så un­derholdende og realistisk en måde, at man fuldstændig tilgiver ham de overnaturlige elementer der ligger til baggrund for uhyggen. Man hygger sig med drengene, der leger og fjoller rundt som dren­ge på den alder nu gjorde tilbage i tresserne, hvor mobiler og pc’er var erstattet af baseball, huler og modelfly. Deres sammenhold og interne drillerier er så godt beskrevet, at det kun kan være ud fra forfatterens egne oplevelser, som han også antyder i tilegnelsen. Jeg håber ikke, at de uhyggelige aspekter også er ud fra egne erfaringer!

Uhyggen består ofte i det man selv husker fra barndommen: Er der noget i skabet, var der en lyd? Og hvad er det der rumsterer under sengen? I persongalleriet har vi brødrende der passer på hinan­den, nørden der prøver at løse gåden på egen hånd, den modige ledertype og outsideren fra udkan­ten af byen, der kommer drengene til undsætning. Alt i alt en en vellykket gyser, der bør læses i sommervarmen!

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter