0 kommentarer

Sommerlys af Christel Wiinblad

af d. 2. februar 2014
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

52

Udgivet

2013

ISBN

978-87-993801-5-2

Originaltitel

Sommerlys

Udgave

1.udgave

 

Jeg har svært ved at forestille mig en bog, der er lettere og kan lyse mere op her i vinteren end Christel Wiinblads ”Sommerlys”. Bogen består af oplevelser og indtryk i det umiddelbare møde med naturen og verden som fx:

“Sølvglimtene. Kornet er svævende. Bølgerne er altid noget andet.” og
“Egebladene. Jeg kan godt lide, at de ikke slipper hinandens hænder.”

samt i Wiinblads betragtninger af mennesker, hun holder af:

“Jeg kan godt lide guldsmedene og noget lys i dine øjne. Dine fødder er bare et helt vildt syn, en morgen.”
“DU har samme farve som solen, ved du godt det?”
“Jeg ved det bare. Kærlighed er en odder. Der findes en glæde uden grund”
“Dine hænder er svaler, ved du godt det?” og
“Jeg tror alles sandheder er lidt kejtede. Jeg håber, det også gør dig forelsket.”

Som disse forskellige strofer afslører, går forfatteren i ”Sommerlys” verden i møde på en meget direkte og næsten naiv facon: “Jeg har engang set et træ med et hjerte. Jeg kan se det I meget, jeg siger det. Jeg kan ikke se, det er et forkert perspektiv.”. Der er en insisteren på at bevare et glædes- og kærlighedsfuldt blik på verden i denne bog, og det er utrolig skønt at læse. Siderne i bogen strutter af glæde, vildskab og lys, og det smitter af på læseren.

Samtidig kan al denne glæde og kærlighed – “Jeg kan have brug for at elske meget”- blive for meget, som fx under en rejse østpå, hvor indtrykkene bliver for mange og ”Sommerlys” således også byder på kvalmende, overmættede oplevelsesindtryk:

“Julivarmen er en dræbersnegl/Det er ikke noget, jeg bare siger. Den er beskidt og slimet, virkeligheden.” og “Det er lige nu, det sker, det er raseriet. Det indhenter mig , jeg ved ikke hvad, men det er over Basel. Det er ubehaget. Det lille alt for store klaustro-fobiske vanvid.

Udover at give et skønt indblik i, hvordan verden kan anskues, beskæftiger bogen sig med stedsligheden i at være menneske og i at opleve. Bogen finder sted i henholdsvis Vrå, København, Taipei og Svendborg, og gør meget fint opmærksom på, hvordan steder ikke blot er bundet til deres geografiske ramme, men ligeledes fletter sig sammen i minder og fornemmelser af andre steder i én. Det kan man blandt andet få beskrevet således:

“Nan ning street er åbenbart et sted I mig. Et mellemrum mellem to af mine ribben.” og
“Ananassen skæres konsekvent ud her. Nogen hugger brænde I Vestsjælland.” og
“Der er 38 steder i min verden i dag”

Jeg er voldsomt begejstret for denne lille bog, og kan kun anbefale at man læser denne og lader lidt sommerlys strømme ind i sin verden.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter