0 kommentarer

Sommerlys af Christel Wiinblad

af d. 23. juni 2017
Info
 
Sideantal

52

Udgivet

2013

ISBN

978-87-993801-5-2

Originaltitel

Sommerlys

Udgave

2.

 

Det lille og forholdsvis ny forlag Kronstork slår sig primært op på at være et lyrikforlag, og det er netop en lille digtsamling fra dette forlag, jeg her sidder med.

 

Forfatterinden er Christel Wiinblad, og jeg må indrømme, at jeg ikke kendte meget til hende i forvejen. Men dette behøver ikke være noget dårligt, og jeg sætter tænderne i samlingen med ubesmittet sind.

 

Samlingens titel er Sommerlys, og den består af omkring 50 siders digte i varierende længde og form. Der er alt fra de ultrakorte lyrisksmældende billeder, til de lidt længere og mere episke stykker. Fælles for dem alle er en sjælden og ultrafin følsomhed for sproget. I et af de første digte lyder det eksempelvis således:

 

”Der er to, der er flere end bare flere end én. Der kravlede en

flyveedderkop på min finder. Noget går ofte igennem mig. Det er

fordi, der er nogen, der er større end alt.”

 

 

Her er både ensomhed, tosomhed og flersomhed på spil på én og samme tid. Det er jeget overfor altet. Det er et af den slags digte, som giver en følelse af, at de på én gang handler om det ultranære og det altomfavnende. Det er længe siden, jeg sidst er stødt på digte af denne støbning, og der var flere gange under læsningen, hvor mine tanker gled hen på Inger Christensen. Der er en føling i ordene, som vækker en hvis erindring om Christensen ABC, og pudsigt nok, dukker Christensen også eksplicit op sidst i samlingen.

 

”Jeg kan se spiralerne i meget. Det er bare Inger Christensens

ansigt.”

 

Min fornemmelse havde altså været rigtigt, og man må give forfatterinden cadeau for formå at skrive sin egen originale lyrik, samtidig med, at det litterære forbillede sagte lader sig ane mellem linjerne.

 

En virkelig fin og gennemarbejdet digtsamling, fra et sjældent lyrisk talent! Derfor ender jeg på fire meget store stjerner. Grunden til, at den ikke svinger sig helt op på den femte er, at samlingen (hvis man skal være meget kritisk) forekommer mig en smule usammenhængende. Men stadig en virkelig god digtsamling.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter