0 kommentarer

Sommerhus, senere af Judith Hermann

af d. 1. september 2017
Info
 
Sideantal

193

Udgivet

2017

ISBN

978 87 93209 50 3

Originaltitel

Sommerhaus, später

Udgave

2. rev. udgave

 

Gode noveller er luksuslitteratur. Som nu “Sommerhus, senere”, hvor en af Tysklands væsentligste nutidige forfattere, Judith Hermann, har lagt sig i selen for at give sine læsere ni helstøbte historier. Ikke bare én som i en banal roman, men hele ni for samme pris.

Samlingen er fra 1998 og Hermanns debut, der katapulterede hende direkte mod toppen af det litterære firmament. At hun siden har skrevet ting, der var endnu bedre, får være; her er rigeligt med guf for kræsne feinschmeckere.

Især er jeg lykkelig for “Hunter-Tompson-musik” om den aldrende Hunter Tompson, der bor på et af de trøstesløse, nedslidte New York-hoteller, som er fattige pensionisters sidste tilflugtssted inden den etværelses. Man kan ligefrem lugte forfaldet, se tidligere tiders pragtfulde mørkerøde silketapeter hænge i laser i det dunkle skær fra enorme lysekroner, ærgres over den kyniske receptionist Leachs flabede attituder.

Hunter har ikke meget at fordrive sine sidste år med. Han går nogle indholdsløse ture i storbyens afvisende gader, varmer en dåse mad på sin enlige kogeplade, prøver så vidt muligt at undgå det ulækre fællesbad for enden af gangen. Hans største fornøjelse er at lytte til kassettebånd, og en aften hører han Bachs “Das Wohltemperierte Klavier” med Glenn Gould.

Ude på gangen opfanger en ung pige, der har forvildet sig indenfor i den tro, at det er et almindeligt hotel, de smækre toner. Og banker på.

Stakkels Hunter. Den gamle mands reaktioner over for den ukendte pige, over for hele den uvante situation, er så utroligt rørende, så afvæbnende. Ikke at der sker så meget, men bagefter er det lige som at have set en vemodig film fra anno dazumal, der knasende og flimrende bliver ved med at køre på det indre lærred.

I det hele taget møder vi en overrepræsentation af ensomme, let frysende personer på de små 200 sider. Gad vide, hvordan den unge Judith Hermann har haft det, dengang hun skrev novellerne for 20 år siden?

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter