0 kommentarer

Sommerfugleeffekten af Karin Alvtegen

af d. 18. maj 2014
Info
 
Sideantal

275

Udgivet

2015

ISBN

978-87-7973-611-5

Originaltitel

Fjärilseffekten

 

Ifølge Wikipedia er “sommerfugleeffekten” forestillingen om, at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden, kan starte en orkan/storm på den anden side. Vingeslaget kan teoretisk igangsætte en påvirkning, der fortsætter og forstørres.

Med denne viden i bagagen er Alvtegens bog “Sommerfugleeffekten” en ganske tankevækkende, spændende og foruroligende bog.

Bagsiden: “En bil kører ind i et Intercitytog, på trods af fungerende bomme og signaler. Mindst elleve mennesker omkommer. Også bilens fører. Alle hændelser har forgreninger bagud. Men hvad fører egentlig frem til ulykken? Findes der et præcist startøjeblik? Hvem udover bilens fører bærer skylden? Tilfældigheder væves sammen til et uendeligt net, som skaber et nu”.

Hvor ofte har jeg ikke selv tænkt på, hvor tilfældigt alting er. Hvad min far ikke truffet min mor, havde jeg ikke været til. Havde jeg ikke arbejdet i netop dét firma, havde en kollega ikke kunnet tage den avis med til mig, hvor jeg fandt annoncen over det hus, jeg bor i. En masse valg, taget på alle tider i livet af mig og alle andre, fører frem til det nu, vi lever i lige nu.

I bogen møder vi Bodil, der efter et langt liv er flyttet fra sin tyranniske mand. Hun har fået konstateret en livstruende sygdom og ønsker at finde sig selv, inden hun skal dø. Vi møder hendes datter Viktoria, der har identitetsproblemer samt den succesrige arkitekt Andreas, hvis liv falder fra hinanden, da han bliver midtpunkt i et røveri. Valg på valg på valg truffet i disse tre liv har forgrenet sig og ført frem til togulykken. Ulykken ville ikke være sket, hvis vores hovedpersoner havde truffet andre valg. Hvis Bodil havde giftet sig med en anden mand, ville Viktoria ikke været blevet født, og Andreas ville ikke have oplevet røveriet, der gjorde ham psykisk syg.

Det er med at holde tungen lige i munden, og Alvtegen fascinerer sin læser og inspirerer til dybe tanker.

Side 42: “Jeg har endevendt alt, jeg har rekonstrueret hændelsesforløbet igen og igen, men alligevel finder jeg ikke et svar, der holder. Det, jeg leder efter, er det afgørende øjeblik. Det nøjagtige starttidspunkt for det, der skete. Jeg bevæger mig baglæns, men ved hver begivenhed forgrener vejen sig i nye retninger, hvor der forud for hver hændelse er tusinde tilfældigheder, og forud for dem yderlige tusinde”

Tankerne får ingen ende. Alt forgrener sig i en uendelighed – baglæns og forlæns og livet bygges på et fundament af evige valg i går, i dag og i morgen.

Ind på hylden med bogen – den kalder på en genlæsning.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter