0 kommentarer

Sommerfugledalen: et requiem af Inger Christensen

af d. 13. januar 2009
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

40

Udgivet

2008

ISBN

978-87-02-07671-4

Originaltitel

Sommerfugledalen: et requiem

Udgave

3.udgave

 

Netop afdøde Inger Christensens ”Sommerfugledalen. Et requiem” er et hovedværk i dansk litteratur. Digtsamlingen er en såkaldt sonetkrans som består af 15 sonetter, hvor den sidste sonet, mestersonetten krystalliserer formens gentagelsesprincip. Hver sonet består af 4 strofer og 14 vers (4-4-3-3) og gentagelsen består i at de 14 første sonetters førstelinjer optræder 3 gange i alt: først som sidste linje i en sonet, dernæst som første linje i den følgende sonet og endelig som en linje i mestersonetten. Undtagelsen er selvfølgelig første sonets førstelinje som kun optræder 2 gange. Denne ekstremt stramme komposition, kendt fra f.eks. Shakespeare, men sjældent set, betyder i praksis er mestersonetten ofte er det først skrevne.

De to første strofer i hver sonet med hver 4 vers, kaldet kvartetter, byder på en betragtning, iagttagelse eller sansning. Det er her et spørgsmål – i digterisk forstand – formuleres, mens de sidste to strofer med hver 3 vers (terzetter) besvarer, konkluderer eller udlægger det foregående. Rytmen er jambisk og rimene.? Tja, der er rigtig, rigtig mange teknikaliteter i det hele taget, men disse skal ikke skræmme læsere væk. ”Sommerfugledalen. Et requiem” er et indfølt og elegant pragtværk; det er givende (hvad mere kan man forlange?) og ejer faktisk en umiddelbarhed på trods af de ufattelig mange timer, dage, måneder, års anstrengelse der ligger bag. Dybden som disse sonetter besidder ses sjældent, hverken nu til dags eller i det hele taget, hvorfor det er fortjent at ”Sommerfugledalen” er kommet på den famøse litteraturkanon (som man selvfølgelig bør ignorere) og at Inger Christensen igennem længere tid var en seriøs kandidat til nobelprisen i litteratur.

Indholdet? ”Sommerfugledalen. Et requiem” handler om det hele – eller rettere: det fundamentale, vores grundvilkår, kærligheden, døden og vejen dertil. Som (amatør) anmelder er det vel min pligt at belyse, forklare, udrede osv. men jeg synes nu ordene taler for sig selv, her i sonet VIII:

Et liv der ikke dør som ingenting?/ Hvordan hvis vi i alt det menneskeskabte,/ naturens sidste selvoptagne spring,/ må se os selv i det på forhånd tabte,// må se den mindste stump af kærligheden,/ af lykken i en formålsløs proces,/ gå ind i billedet af menneskeheden/ som græsset, selv når det er gravens græs.// Hvad skal vi med den store atlasspinder,/ hvis vingefang udbreder jordens kort,/ den ligner mest det hjernespind af minder,// vi kysser som ikoner ad de døde,/ med smag af dødens kys, der rev dem bort./ Hvem er det der fortryller dette møde?

Og sommerfuglene? Der er kun at sige: læs ”Sommefugledalen. Et requiem!”

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter