0 kommentarer

Sommerens loverboy af Nadia Kadi

af d. 13. december 2006
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

143

Udgivet

2006

ISBN

87-02-05264-4, 978-87-02-05264-0

 

Nogle ville mene, at forandringen skete allerede efter juleferien, hvor de havde fået en ny dreng i klassen. Markus, en selvsikker fyr, som kom fra København. Han gik i smart, dyrt tøj og med hans indlemmelse i klassens hierarki, blev der lidt uro i tropperne. Men efter et par måneder fandt alle igen deres pladser og der faldt ro over klassen, så Christoffer mener ikke, at det var det der skabte forandringen. Det var først, da foråret kom at alting ligesom forandrede sig. Cirka på det tidspunkt hvor Christoffer for første gang rigtigt får øje på Maria. De har kendt hinanden siden børnehaveklassen og har leget sammen i de små klasser, men med ét forstår Christoffer slet ikke, hvordan han har kunnet være så tæt på uden at opdage hende.

Der er rigtig kommet gang i hormonerne hos 7. klasses drenge og piger. Pigerne hvisker og fniser, mens drengene er mere til sjofle hentydninger. Der er derfor jubel og amoriner i luften, da klasselæreren meddeler dem, at de skal på telttur i forbindelse med et biologiprojekt, hvor de skal ud for at udforske naturen.

”De (lærerne) var næppe gået ud, før lille-Ole fnisende sagde til Casper, at han godt vidste hvilken del at naturen, han gerne ville undervises i. Pigerne fnyste, og Sofie mente, at han ville have bedst af at se midten af en aktiv bikube på nært hold.
Isabella kiggede udfordrende på Markus, – det er sikkert meget sjovt for jer drenge at lege spejdere, men hvad nu hvis vi piger ikke gider tage ud i en ulækker mose?
Der blev stille, selvom pigerne rørte på sig. De fleste var enige om, at det var en rigtig god idé. Selv jeg, der ikke var den store naturelsker, kunne se fordele i at ligge i et telt klos op ad Marias.”
(side 37)

Pigerne er meget optaget af, hvem der skal sove i telt med hvem, hvorimod drengene straks øjner muligheder for at lære pigerne i klassen lidt nærmere at kende. Hver især lægger de planer, og der bliver startet et væddemål om hvem der bliver kærester.

For Christoffer og hans ven Sebastian er det også tanker om pigerne der rører på sig, men de er mere tilbageholdende end de andre i klassen. Noget der dog ikke huer dem ved teltturen er den forestående hyggeaften ved bålet, hvor de højst sandsynligt skal lege sandhed eller konsekvens, hvilket kan gå hen og blive ubehageligt.

Bogen er helt klart skrevet til teenagedrenge men jeg synes den mangler noget. Der er meget humor i den, men jeg savner mere dybde, forstået på den måde at personskildringen virker meget overfladisk. Noget der er medvirkende til dette, er antallet af personer der nævnes igennem bogen, hvilket er stort set alle eleverne i klassen. Det er uoverskueligt som læser at have så mange personer i spil. Hvad angår sproget i bogen er det som pubertetsdrenge nu engang snakker sammen, men jeg synes det bliver for meget med de sjofle bemærkninger, men måske er det dét som vil more teenagedrengene?

Hvad omslaget angår, undrer det mig, at man har valgt at lave en drengebog i farverne rød og lyslilla, da det vel mere vil appellere til det andet køn?

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter