0 kommentarer

Sommeren uden mænd af Siri Hustvedt

af d. 8. april 2012
Info
 
Sideantal

221

Udgivet

2011

ISBN

978-87-92494-31-3

Originaltitel

The summer without men

 
“Den banale historie – det, at den hver dag gentages indtil bevidstløshed af mænd, som pludselig eller hen ad vejen opdager, at deres tilværelse ikke behøver at være sådan, og derefter går i gang med at frigøre sig fra den aldrende kvinde, som har passet dem og deres børn i årevis – dæmper ikke lidelsen, jalousien og ydmygelsen, som overvælder dem, der bliver forladt. De forsmåede kvinder.”

Den femoghalvtreds årige digter og universitetslærer Mia bliver efter tredive års ægteskab forladt af sin forskermand, Boris, der har fundet en yngre model med store bryster. Mia får en forbigående psykose, ryger på kolbøtteanstalten, bliver helbredt og tager hjem til barndomsbyen i Minnesota for at restituere sommeren over. “Sommeren uden mænd”.

Mia tilbringer nu nogle måneder med to meget forskellige grupper piger. Dels hendes mor og veninderne, De fem Svaner, som alle er selvbevidste kvinder højt oppe i 80’erne og 90’erne, der diskuterer kunst, litteratur, mænd og andre store emner. Dels en gruppe skolepiger, som hun giver et intensivt lyrikkursus; piger, der endnu har deres seksuelle debut til gode, men som bestemt ikke savner fantasier – heller om, hvordan man forpester livet for andre.

Som om der ikke er drama nok i hendes liv, involverer Mia sig også i livet i nabohuset, hvor en ung mor med to små børn har problemer med en mildest talt opfarende mand. Samtidig modtager Mia mails fra NN, der i starten er hende ret fjendtligt stemt, men hen ad vejen bliver en skattet penneven. Og så er der naturligvis den løbende kommunikation med skuespillerdatteren Daisy – og manden Boris, der stadig spøger i kulissen.

“Sommeren uden mænd” er en både følelsesfuld og intellektuel diskurs om kvinder versus mænd. Det er også en bog om skrivning og kvalitet med et mylder af digtstumper fra både anerkendte forfattere, de unge lyrikelever og Mia selv.

Det er en pigebog på et nærmest skræmmende højt litterært niveau. En sammenligning med Siri Hustvedts højpandede husbond, Paul Auster, ligger lige for. Auster synes nemlig også at have slugt alle de bogstaver, der nogensinde er skrevet – og kan ligeledes ubesværet citere dem – men han virker ikke tynget af ballasten. I Hustvedts tilfælde bliver det kloge hoved næsten for tungt til kroppen. I hvert fald i dette relativt korte, men særdeles indholdsrige romanprojekt. I “Det jeg elskede” fra 2003 skriver Hustvedt langt mere flydende, forekommer det denne, indrømmet mandlige, læser.

Helt ærligt – jeg kedede mig bravt undervejs! Bogen virker som en stiløvelse mere end som en medrivende historie, og undervejs dynges man til med filosofisk lommeuld. Efter en længere udredning henvender Hustvedt sig eksempelvis direkte til læseren med følgende undskyldning:

“Kom nu til sagen, Mia, siger du. Slap af, træk vejret dybt, og så foretager jeg min retoriske vending om lidt. Det her handler om at være ens og at være forskellig, om det, som Sokrates i Staten kalder en “strid om ord”. Han fortæller sin samtalepartner, Glaukon, at de er midt i et “eristisk skænderi”, for de “glemte fuldstændig nøjagtigt at afgrænse begreber ‘forskellig’ og ‘det samme’ og deres rækkevidde med henblik på vores på stande om forskellighed og ensartethed”.”

Det er stilen!

Hustvedt berømte vid fornægter sig heldigvis ikke. Her spidder hun amerikanernes dobbeltmoralske gudstro, da en mor frygter, at digte af D.H. Lawrence kan skade hendes datters moral: “Jeg så ham, mrs. Lorquarts egen Gudfader, fylde himlen, en glatbarberet fyr med slips og jakkesæt, rynket pande, uforsonlig hård, en helt humorforladt elsker af middelmådighed, Gud som den væsentligste amerikanske litteraturkritiker.”

Lån bogen på Bibliotek.dk
Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter