0 kommentarer

Sommeren uden mænd af Siri Hustvedt

af d. 18. juli 2011
Info
 
Sideantal

221

Udgivet

2011

ISBN

978-87-92494-31-3

Originaltitel

The summer without men

 
Forfatteren Mia er blevet forladt af sin mand gennem mange år, Boris, som mente han havde brug for en pause. ‘Pausen’ viste sig at være en langt yngre kollega. Mia fik et sammenbrud, lod sig indlægge og rejste siden hjem til sin mor for at komme til hægterne igen. Hun har lejet et hus i nærheden af moderens oldekolle-bolig og deltager nu i hendes læsegruppe, bestående af fem tudsegamle kvinder som diskuterer livet med udgangspunkt i Jane Austens bøger. I nabohuset bor en ung familie med ægteskabelige problemer. Efter et heftigt skænderi rykker konen en nat ind til Mia sammen med sine to småbørn. Snart efter har hun dog tilgivet manden og rykker hjem igen.

Mia har sagt ja til et sommerkursus, hvor hun skal undervise en lille flok teenagepiger i ‘creative writing’. Mia er rigtig god til at motivere pigerne og få dem til at åbne op. Selv da en større krise indtræder pga. indbyrdes mobning forstår hun at anvende pigernes kreativitet til at bearbejde og forstå deres følelser og handlemåde.
Nogen, som synes at kende Mia temmelig godt – en mand? – chikanerer Mia pr. e-mail. En følelse af irritation afløses snart af nysgerrighed for til sidst at ende med noget, der ligner respekt og forbrødring.

Boris’ affære med ‘pausen’ er snart forbi, han er ulykkelig over det skete og ønsker at genoptage ægteskabet. Mia, som har været momentant sindsyg pga. hans utroskab, lader sig dog ikke besnakke så let. Hun er naturligvis dybt såret over hans svigt og hvis han vil vinde hende tilbage, må han gøre kur til hende, sikkert med alt hvad dette gamle begreb indebærer.

Kvinder i alle aldre er repræsenteret i Hustvedts ‘krisekomedie’. Lige fra nabokonens lille datter, som lever i sin lille fantasiverden, over teenagetøsernes hormonfyldte forventninger, Mias egen datters forsoningsbehov, nabokonens første ægteskabelige krise, Mia selv, som revurderer sit liv, til de tudsegamle, som spørger hinanden om de fik oplevet det, de skulle…

“Sommeren uden mænd” er en filosofisk fortælling om alle livets faser set fra et kvindeperspektiv. En interessant historie af en livsklog kvinde, selvom jeg ind imellem synes at Hustvedt demonstrerer sin intellektuelle overlegenhed i rigelighed..

 

Lån bogen på Bibliotek.dk
Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter