0 kommentarer

Sommeren 1969 af Elin Hilderbrand

af d. 22. september 2020
Info
 
Sideantal

447

Udgivet

2020

ISBN

9788771484120

Originaltitel

Summer of '69 - oversat af Jacob Giese

Udgave

1. udgave

 

“Sommeren 1969” er litteraturens svar på en dobbeltportion skumbananer overhældt med chokoladesovs og skyllet ned med en XXL jordbærmilkshake.

Chicklit (er det et sexistisk ord på nysprog? I så fald undskyld), når det er mest lyserødt og så letlæst, at horoskopet i Alt for Damerne er indviklet i sammenligning.

På omslaget troner en platinblond bimbo i stramtsiddende, skinnende sort kjole i et unævneligt stof. “Dronningen af sommerlæsning”, som Elin Hilderbrand kaldes ‘over there’.

“Sommeren 1969” er Hilderbrands første historiske roman. De andre 22 foregår altså i nutiden, må vi formode.

Og ja, titlen er helt reel markedsføring. Handlingen finder sted på de to populære velhaverferieøer Nantucket og Martha’s Vineyard i løbet af en lang sommer i det skelsættende år 1969 –

– du ved, det år med fri sex og vindmøller, månelandingen, Woodstock, Ted Kennedys famøse biluheld mv.

Vi følger familien Levin i medgang og modgang, mens de ferierer på livet løs i mormor Exaltas kæmpesommerhus på Nantucket. Der bliver solbadet, spillet tennis, spist hummere og skyllet efter med en lind strøm af hårdtslående cocktails i løbet af bogens 440 sider.

Lidt kysk sex og hede tungekys bliver det også til, men ikke for eksplicit; man skulle jo nødigt støde nogen.

13-årige Jessie har sin første romantiske oplevelse, storesøster Kirby får et feriejob på en fashionabel kro og en flot, sort kæreste, endnu større storesøster Blair føder tvillinger samme dag som Apollo 11-opsendelsen, hvor hendes mand, Angus, er et af genierne bag; storebror Tiger er krigshelt med kuglerne fløjtende om ørerne i Vietnam, hvilket får mor Kate til at drikke mere end, hvad godt er.

Lyder det alt for spændende? Bare rolig, uden at røbe for meget kan det vist godt afsløres, at alle tråde redes ud, og at hele familien Levin lever lykkeligt til bogens ende.

Anmelderen er alligevel ikke rigtigt sur og flotter sig overraskende nok med tre stjerner, og hvorfor nu det? Gå tilbage til første sætning: Det er alt for sukret, javel, men der er nu meget godt at sige om den samlede anretning.

Elin Hilderbrand er en ferm forfatter, der kender sine virkemidler og skaber nogle ganske troværdige personer og miljøer. Faktisk er det helt sjovt at opleve en del af USA, som sjældent er med i bøgerne, og så oven i købet tilbage i 1969 (hvor forfatteren og hendes tvillingebror blev født dagen efter Blairs tvillinger).

Kapiteloverskrifterne er kendte sangtitler, fx A Whiter Shade of Pale. Var det virkelig nødvendigt at oversætte dem, Turbulenz? En hvidere tone af bleg … come on!

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter