0 kommentarer

Som stjernerne står af Cora Carmack

af d. 16. januar 2017
Info
 
Sideantal

278

Udgivet

2016

ISBN

978-87-11-51305-7

Originaltitel

Losing it - oversat af Stine Holt Jensen

 

Jeg havde mine tvivl om bogen fra starten af, da jeg normalt ikke bryder mig specielt meget om kærlighedsbøger, så jeg forsøgte at læse den med et så åbent sind som muligt.

Bogen handler om 22-årige Bliss, der snart er færdig på college. Hun er stadig jomfru og beslutter sig for, at det skal ændres, inden hun er færdig. Hendes veninde tager hende prompte med i byen, hvor de drikker sig fulde, og Bliss ender med at tage en fyr med hjem, der gerne skulle blive hendes engangsknald. Men midt i akten får hun pludselig kolde fødder og stikker af. Som om det ikke var nok, viser det sig senere, at han er hendes nye underviser.

Jeg havde håbet på, at denne bog ville åbne mine øjne for genren, men det lykkedes ikke helt. For mig fungerede de første 6-7 kapitler overhovedet ikke. De forekom mig en smule forceret, dårligt skrevet og som en kliche. Det der skulle forestille at være sjovt, var snarere tåkrummende, og ikke på den gode måde, og det der skulle være sexet, var mere kvalmende og irriterende at læse. Samtidig irriterede det mig grænseløst, at mændene efter næsten hver sætning enten sagde søde eller baby. Men bogen bliver dog bedre.

Bliss er en sjov og realistisk karakter, man nemt kan relatere til. Men hendes sjove karakter bliver også ofte for meget. Og hendes navn kan jeg slet ikke forholde mig til. Og Garrick interesserede mig heller ikke rigtig. Jo, han er da en drøm, men han virker som en britisk stereotyp, snarere end en faktisk britisk person, hvilket måske skyldes, at han er skabt af en amerikaner. Deres forhold, der i starten begrænsede sig til et næsten engangsknald, for senere at være forbudt og endnu senere helt aktuelt, har jeg også svært ved at forholde mig til. Jeg forstår det faktisk ikke. Men måske er det bare mig?

Bogen er ok, og jeg kommer nok til at læse de næste i rækken også, måske i håbet om, at de er bedre. Bogen skiller sig desværre ikke rigtig ud fra meget andet litteratur i samme genre og stil, hvor denne er forudsigelig og en smule klichefyldt. Som stjernerne står får 3 stjerner af mig. Historien er fin, og Bliss en skøn karakter, når hun overdrives af forfatteren, men bogens forudsigelighed, dens lighed med andre kærlighedsbøger og de dårlige første kapitler trækker den ned på de 3 stjerner.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter