0 kommentarer

Solsorten af Lars Kjædegaard

af d. 7. februar 2008
Info
 
Sideantal

301

Udgivet

2007

ISBN

978-87-7994-904-1

 

Så kom 3. bind endelig i trilogien om Poul Helweg fra Ærligt Nærvær.

“Montebello” er første bind i serien, og er en af de bedste læseoplevelser jeg havde i 2005. Efterfølgeren “Thelma” var også god, uden dog at nå helt samme højder, men “Solsorten” er stort set på højde med første bind igen.

Poul Helweg er indehaver af værestedet Ærligt Nærvær. Her kan alle komme forbi og få en kop kaffe og fortælle, hvad de har på hjertet. Hvis de ønsker det, giver Poul dem efterfølgende sin ærlige mening – og det er ikke altid, hvad folk forventer at høre.

Poul Helweg bliver inviteret med til et inspirationsmøde hos Helsingør Kommune, hvor også sundhedsministeren deltager, og her gør Poul så stort et indtryk, at han kort efter bliver opsøgt af Danmarks statsminister, som vil vide, hvad Poul dog har gjort ved sundhedsministeren, som er helt forandret. Statsministeren bliver også bidt af Pouls “meditation”, og snart giver Poul seancer til alle ministrene i regeringen, og der kommer mange sjove kommentarer undervejs, når politikerne møder den fordomsfri Poul.

Pouls ærlighed har dog konsekvenser i hans privatliv, og Thelma, som han forelskede sig i i sidste bind, flytter fra ham. En handling der delvis udspringer af Pouls møde med ægteparret Gurli og Gorm, der har problemer med sex-livet – og med Gurlis lillebror Bjarne.

Trilogien har gjort et stort indtryk på mig. Selvom den er humoristisk skrevet, og man kan læse den bare for sjov, så er der alligevel en dybde i indholdet, som gør historien interessant udover det sædvanlige. Poul Helwegs naivitet gør, at han ser på vores samfund med helt friske øjne – og det er ikke altid rosenrødt, det han ser. Til gengæld ser han også muligheder, som vi andre måske helt har glemt.

I første bind fandt jeg Poul helt igennem sympatisk, men jeg fandt ud af, at forfatter Lars Kjædegaard ikke selv synes, at Poul Helweg var så flink en mand. Og det er også en opfattelse jeg har ændret her i sidste bind. For Pouls hudløse ærlighed har konsekvenser – især for hans nærmeste – og det skal man måske lige tænke over, næste gang man siger til nogen, at man aldrig bør lyve!

Læs “Solsorten”, men har du ikke læst de to første bind, så snyd ikke dig selv for dem først.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter