0 kommentarer

Solo. Med mit køn på slæb af Sanne Søndergaard

af d. 30. april 2015
Info
 
Sideantal

301

Udgivet

2015

ISBN

978-87-12-05087-2

 

Stand-up komiker og forfatter Sanne Søndergaards erindringer om sit liv frem til sine nu 35 år er karsk læsning. Hvis man kender lidt til Sanne Søndergaard ved man også, at hun ikke lægger fingrene imellem. Hun ser ingen grund til at pakke ting ind. Og hun er dælanedme vred. Hun var ikke vred som helt lille, men det indhentede hun. Søndergaards erindringer er en historie fortalt af et menneske med en udpræget retfærdighedssans. Hun vokser op i en god familie, men finder ikke rigtig sin plads i folkeskolen. Klassekammeraterne er ikke søde ved hende den rødhårede, der bare aldrig kan holde sin mund. Vi ved alle sammen hvad der kan ske med børn, der ikke kan finde ud af at dæmpe sig og gå i et med resten af kl(m)assen. Det er aldrig rart at bevidne. Det er det heller ikke her.

Forfatterens kampområde er ligestilling. Via sin egen historie prøver hun at vise hvorfor hun ikke mener, kønnene har ens vilkår i Danmark. Forskelsbehandlingen starter meget, meget tidligt. De eksempler hun giver er meget lavpraktiske, og de fleste af os kan nikke genkendende til dem. Om vi så er enige i konklusionerne er op til hver enkelt.

Jeg tror ikke Sanne Søndergaard vil have så meget imod at jeg siger, at hun har været et møgirriterende barn. Ifølge hende selv sad hun hele tiden med fingeren oppe i timerne, syntes generelt hun var klogere end de andre og kunne ikke nære sig for at være bedrevidende. Når der er noget hun er god til, så vil hun have ret til at være stolt af det (sgu). Møgirriterende eller ej så har hun en pointe i form af, at intet barn har fortjent at blive frosset ud ikke bare af klassekammerater men også af lærere, der tydeligvis ikke hørte så godt efter i deres egen skoletid, i hvert fald ikke når de blev undervist i pædagogik.

Jeg blev ikke særlig glad mens jeg læste “Solo”. Jeg ved alt for godt hvad Søndergaard mener, når hun fortæller om alle de begrænsninger der sættes for kvindekønnet. Det kan godt være det ikke virker som en stor ting, at piger får besked på at de skal sidde med samlede ben, andet ser ikke ‘godt ud’, men hvis man lige ser ordentligt efter, virkelig SER på hvorfor nogen overhovedet blander sig i hvordan halvdelen af verdens befolkning må og ikke må sidde, så er det måske alligevel en stor ting. Og når det lægges oveni alt det andet som forventes af hunkønsvæsener så ender det som en veritabel spændetrøje.
Sanne Søndergaard er helt kontant omkring at hun ikke ønsker at mænd skal have det værre – bare at alle får de samme vilkår. Men hun mener at der er langt igen før vi kan se hinanden som menneske først og køn bagefter.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter